Rekord: 2,2 millioner danskere forsørges af staten

Aldrig tidligere i danmarkshistorien har så mange danskere været forsørget af det offentlige.

2013 bliver endnu et år, hvor antallet af danskere på offentlig forsørgelse sætter rekord. I løbet af 2013 runder antallet af offentligt forsørgede 2,2 millioner. Det er ikke mindst befolkningsudviklingen, der slår igennem med flere ældre.

Over 10 år er antallet af offentligt forsørgede steget med 324.000, hvoraf de 322.000 er folkepensionister. Det fremgår af et svar fra Økonomi- og Indenrigsministeriet til Folketingets Finansudvalg.

Cheføkonom i den liberale tænketank Cepos, Mads Lundby Hansen, kalder det danmarkshistorie.

800.000 i 1970 

- Det er det højeste antal i danmarkshistorien, og tallet dækker over personer på overførselsindkomster som dagpenge, efterløn og folkepension, ligesom der også er indregnet personer på skånejob og fleksjob.

- Antallet af personer på overførselsindkomst udgør godt 2,1 millioner og vil runde 2,2 millioner i år. Antallet af personer i støttede job er knap 100.000, siger Mads Lundby Hansen.

I 1970 var der godt 800.000 personer på offentlig forsørgelse, fremgår det af Økonomi- og Indenrigsministeriets opgørelse.

Tabt velstand

Ud af de 2,2 millioner, der i år får en check fra staten, er de 772.000 i den arbejdsduelige alder.

Det er en udfordring for den skattefinansierede velfærdsstat af flere grunde.

- Først og fremmest betyder det tab af velstand, når så mange personer er på overførselsindkomst.

- En del af overførsels-modtagerne ville nemlig være i beskæftigelse, hvis der ikke var så mange velfærdsordninger med høje offentlige ydelser, siger Mads Lundby Hansen.

Farlig udvikling

Han peger på, at det store antal danskere på offentlig forsørgelse gør, at Danmark har det højeste skattetryk blandt de vestlige OECD-lande.

For kort tid siden råbte erhvervslivet også vagt i gevær over udviklingen. Blandt andet Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening.

Men også topchef hos A.P. Møller-Mærsk Nils Smedegaard Andersen har peget på, at det er en udvikling, som den danske velfærdsstat ikke kan holde til i længden.

/ritzau/