Regeringen vil have sosu'er til at arbejde mere - i Vejen har et simpelt greb virket

En halv fritime med borgerne har fået mange sosu’er i kommunen til at gå op i tid.

Vejen Kommune er lykkedes med at hæve andelen af fuldtidsansatte betragteligt på ganske få år. (Foto: © Sille Veilmark, DR)

Sosu’erne i Vejen Kommune har fået en halv fritime, som de frit kan bruge i løbet af arbejdsugen sammen med borgerne.

- De ansatte kan gå en tur med de ældre eller bage pandekager til dem, siger Bethina Siim Hansen, der er gruppeleder i hjemmeplejen i kommunen.

Det enkle tiltag har haft en stor, positiv effekt, for det har medvirket til, at flere sosu’er er gået op i tid i kommunen.

Regeringen har et konkret mål om netop at øge arbejdsudbuddet i ældreplejen ved at få flere sosu-medarbejdere til at arbejde mere, og her har Vejen Kommune vist vejen.

’Det giver arbejdsglæde’

Andelen af sosu’er på fuldtid i Vejen Kommune er steget fra fire procent til 13 på tre år.

Tiltaget med en halv fritime til sosu’erne har ifølge Bethina Siim Hansen i høj grad været medvirkende til stigningen.

Kristina Clausen har været sosu-assistent i Vejen Kommune i 20 år.

- Den halve time styrker relationen mellem borger og sosu-medarbejder. Det giver sosu’erne en mulighed for at gøre en forskel for borgerne, siger hun.

En af de sosu-medarbejdere, der er gået op i tid, er Kristina Clausen.

Hun var tidligere ansat på en 28 timers kontrakt, men arbejder i dag seks timer mere om ugen.

Kristina Clausen er rigtig glad for den frihed, som den halve time giver.

- Det sætter os fri som sosu'er. Det giver værdi både for borgere og for os ansatte.

- Jeg bruger tiden på noget, som jeg har lyst til. Det giver mig arbejdsglæde og borgerne en masse livskvalitet, siger hun.

Ordning implementeret i hele kommunen

Ordningen er kommet til verden i Vejen Kommune på baggrund af et omfattende analysearbejde.

Man undersøgte, hvorfor medarbejderne i kommunen ikke ønskede flere arbejdstimer, fortæller Bethina Siim Hansen.

Bethina Siim Hansen, gruppeleder i hjemmeplejen i Vejen Kommune, fortæller, at det ikke er målet, at samtlige sosu'er i kommunen skal på fuldtid. Det ville ikke hænge sammen økonomisk, forklarer hun.

- De forklarede, at det hovedsageligt skyldes et arbejdsmiljø, hvor medarbejderne hele tiden skulle ”slukke ildebrande”. De var simpelthen overbebyrdet, når de gik på arbejde.

- Det var vi nødt til at ændre på. Vores medarbejdere skal kunne tage glæde med hjem fremfor træthed, siger hun.

Gruppelederen forklarer videre, at de ansatte ikke følte, at de gjorde en forskel for borgerne. Det har den halve fritime ændret på, fortæller Bethina Siim Hansen.

Ordningen omfattede først fem-seks medarbejdere i kommunen, men da den viste sig at være meget effektfuld, blev den implementeret i hele kommunen i foråret.

- Udover at mange medarbejdere er gået op i tid, har det også nedbragt sygefraværet i kommunen blandt sosu’er, siger fortæller Bethina Siim Hansen.

Hun er "helt vildt overrasket" over den forskel, som tiltaget har gjort.

- Vi havde en hypotese om, at det kunne gøre noget. Men jeg har ikke set komme, at det blev så stor en succes, siger hun.

Er I nået i mål?

- Vi er ikke i mål, men vi er nået langt, siger hun.

Regeringen, med finansminister Nicolai Wammen (S) i spidsen, forhandlinger i øjeblikket med arbejdsmarkedets parter i en trepartsforhandling. Det forventes, at parterne når frem til en aftale i løbet af denne uge. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Regeringens lønløft hjælper ikke

Et af regeringens mål er, at de ansatte i ældreplejen skal arbejde mere. Som gulerod vil regeringen hæve sosu-lønnen med 2.500 kroner om måneden i 2030.

Men sosu’erne kan ikke betales op i tid, mener Bethina Siim Hansen.

Regeringens økonomiske lokkemad vil heller ikke virke på Kristina Clausen.

- Lønnen er ikke afgørende for mig, siger hun.

For Kristina Clausen er et andet parameter markant vigtigere.

- Arbejdsforholdene betyder klart mere end lønnen. Det afgørende er, at jeg er glad, når jeg går på arbejde, siger hun.