Mandag eftermiddag præsenterede Tivoli i København en storstilet plan om at etablere en bypark foran hovedindgangen ud mod Vesterbrogade. Planen vil betyde, at den særdeles trafikerede færdselsåre midt i indre by skal lukkes.
Planen har umiddelbart politisk opbakning fra både overborgmester Frank Jensen (S) og fungerende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL).
Men professor i trafikøkonomi ved Københavns Universitet Mogens Fosgerau advarer nu om, at det er en beslutning, som også vil få økonomiske konsekvenser for hovedstaden, hvis den bliver realiseret.
- Isoleret set vil projektet hæmme biltrafikken og begrænse fremkommeligheden. Det vil betyde mindre trængsel og støj lige der, hvor man lukker for trafikken.
- Noget af trafikken vil blive omfordelt, noget af den vil helt forsvinde. Behovet for at komme igennem byen er ikke en konstant ting, det afhænger helt af, hvor let det er, selvom vi ikke nødvendigvis er bevidste om det.
- Men det vil også blive sværere for butikkerne at få kunder, og det vil få boligpriserne til at falde.
Sværere at komme på arbejde
Ifølge Mogens Fosgerau vil de trafikale udfordringer nemlig betyde, at en del af beboerne i København ikke længere vil vælge de samme jobs, fordi det bliver sværere for dem at komme på arbejde. Og det vil så igen betyde, at de ikke har de samme indtægter, og derfor ikke har råd til at betale lige så meget for deres boliger.
Professoren vil ikke give et bud på, hvad det eventuelt vil koste København økonomisk, hvis Vesterbrogade bliver lukket.
- Man skal op i et projekt i en større skala, som eksempelvis metroen, før man kan sætte tal på det. Men tendensen er der.
- Fredeliggørelsen af området omkring Vesterbrogade er positiv, men jeg er ikke sikker på, at man har tænkt på, at der også følger nogle minusser med sådan et projekt.
Foreløbigt er etableringen af en bypark på Vesterbrogade foran Tivoli kun i sin vorden. Projektet skal nu i høring hos borgere og områdets andre naboer. Derudover skal forvaltningen og politikerne på rådhuset se på ændringer i lokalplaner og andre godkendelser. Endelig skal man også finde ud af, hvordan projektet skal finansieres.