Presset Postnord planlægger 500 nye pakkeudleveringer

Der er ikke tale om en spareøvelse, siger direktør.

I fremtiden vil flere butikker komme til at håndtere og udlevere pakker fra Postnord, lyder det fra postvirksomheden. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

- Kunderne skal have en konkurrencedygtig pris, man skal levere dag til dag og så skal det være bekvemt.

Sådan lyder succesformularen ifølge Postnords danske direktør, Peter Kjær, hvis postvirksomheden skal stå stærkere i fremtiden.

For at tage kampen op mod konkurrenterne på det brandvarme marked for pakker i Danmark planlægger Postnord i løbet af i år at lave aftaler om at åbne 500 nye steder, hvor man selv kan hente sin forsendelse.

- Vil jeg have pakken hjem? Vil jeg have pakken leveret på en virksomhed? Eller vil jeg have den leveret på et udleveringssted? Du skal kunne alle tre, ellers er der dele af markedet, der vælger dig fra, siger Peter Kjær.

Nethandel presser på

Ifølge Postnords direktør er det især den stigende nethandel, der lægger yderligere pres på postvirksomheden.

Derfor planlægger Postnord allerede fra febuar at åbne de første af de nye udleveringsteder.

Frem mod november vil virksomheden løbende lave aftaler med sammenlagt 500 butikker rundt om i landet, lyder det ifølge direktøren.

- Det er en tre-fire af de store kæder og så en mængde enkeltforretninger, som vi entrerer med, siger Peter Kjær.

Her er Postnords plan

  • De første nye pakkeudleveringer slår dørene op i februar, og resten åbner løbende henover året.

  • Postnord forventer således, at de 500 nye udleveringssteder står klar inden udsalget på Black Friday i november.

  • De 500 nye udleveringssteder udgør et nyt koncept, 'Postnord Collect Shops', hvorfra man kan hente pakker.

  • Man kan også sende pakker og breve, der er frankeret på forhånd, oplyser postvirksomheden.

  • Kilde: Postnord

De enkelte butikker vil så komme til stå for at udlevere pakker til Postnords kunder, hvis kunderne vælger selvafhentning.

Postnord betaler virksomhederne et beløb for håndteringen og hjælper med scannere og andre hjælpemidler, forklarer Peter Kjær.

- Selvfølgelig koster det penge, og det er en satsning. Men vi er ret sikre på, at de penge er givet godt ud fra vores side, og det bliver en god forretning for de shops, vi entrerer med, siger direktøren.

Ikke en spareøvelse

Postnords direktør lægger dog samtidig ikke skjul på, at når postvirkomsomheden leverer pakker og breve hjem til kunderne, så koster det mere for virksomheden, end hvis pakkerne blot skal køres til et udleveringssted, hvor kunderne selv henter dem.

Men de 500 nye udleveringssteder skal ikke ses som en spareøvelse, siger Peter Kjær.

Er det her et spørgsmål om, at Postnord så slipper for at bringe pakkerne ud?

- Overhovedet ikke. Det er blandt andet, fordi posthusene er ved at være godt fyldte, og folk begynder at stå i kø. Det, vi i virkeligheden er ude efter, er, at vi vil være dem, der er nemmest at komme til, siger han.

Men Postnord har i dag allerede 1.500 steder, hvor man kan hente en pakke. Er det ikke godt nok?

- Det er ikke godt nok. Vores mål er, at vi vil være dem, der er tættest på danskerne, som er mest tilgængelige, nemme og bekvemme, siger han.

Om Postnord

  • Det danske og svenske postvæsen fusionerede i 2009 og blev til Postnord.

  • Postnord AB er holdingselskab for en koncern, som tilbyder kommunikations- og logistikløsninger i Sverige, Danmark og Norge.

  • Selskabet har hovedkvarter i Sverige.

  • Den svenske stat ejer 60 procent af Postnord, mens den danske stat ejer 40 procent

  • Den danske del af Postnord har længe været tabsgivende. I hele 2017 var tabet på over en milliard svenske kroner.

  • I oktober 2017 blev ejerne - den danske og svenske stat - enige om at skyde 1,7 milliarder svenske kroner i Postnord, hvoraf den danske stat bidrager med langt den største del - 1,4 milliarder svenske kroner.

  • Pengene skal blandt andet bruges til at betale for kompensation til kommende afskedigelser af tjenestemænd

  • EU godkendte 28. maj, at den danske stat kompenserer Post Danmark - gennem ejeren Postnord - med op til 1,2 milliarder danske kroner.

  • Den samlede plan, der løber fra 2017 til 2019, indebærer afskedigelser af mellem 3.500 og 4.000 fuldtidsstillinger.

  • Kilde: Ritzau, EU-Kommissionen.