45 polske byggearbejdere på metrobyggeriet i København er systematisk blevet snydt for løn og feriepenge.
Derfor skal det polske firma, Kormal, betale over en halv million kroner til sine tidligere ansatte, skriver Fagbladet 3F.
Ifølge dommen fra voldgiftsretten fik de ansatte kun løn for 37 timer om ugen - på trods af, at de havde overarbejdet 13 timer om ugen uden betaling.
Havde til hensigt at snyde folk
Firmaet Kormal blev smidt ud af metroprojektet i februar. I alt er tre virksomheder blevet smidt ud af metroprojektet.
- Det er overlagt fusk. Det er tydeligt, at de velovervejet og planlagt har haft til hensigt at snyde folkene, mener Jesper Weihe fra 3F Bygge, Jord og Miljø i København.
Han er ærgerlig over, at der er problemer med social dumping på metroen.
- Det er utroligt, at så mange virksomheder på metroen snyder og bedrager systematisk, siger Jesper Weihe.
Sætter undersøgelse i gang
Peder Mandrup Knudsen, HR-chef i Metroselskabet, afviser, at der er flere problemer med social dumping på metroen end i resten af byggebranchen.
Men han forklarer, at han lytter til 3F's kritik og tager kritikken seriøst. Derfor har selskabet sat en undersøgelse i gang i samarbejde med fagforeningen, som har været med til at definere, hvad der skal spørges om.
- Så kan vi få af- eller bekræftet, om der foregår massiv social dumping, sådan som 3F siger, udtaler Peder Mandrup Knudsen fra Metroselskabet.