Politikere åbner for udbud om posten: Skal det koste 25 kroner at sende et brev?

Postnord taber penge på at dele breve ud, og det åbner markedet for private.

Fremover bliver det måske et avisbud eller et fragtfirma, der kommer med dine breve. Flere partier åbner nu op for muligheden for at sende 'befordringspligten' i udbud. Det sker, mens de politiske forhandlinger om, hvad der skal ske med posten, for alvor er gået i gang.

- Vi vil gerne have nogle nye muligheder på bordet. Man kan godt forestille sig, at det er private, der skal bringe breve ud i fremtiden, siger Kristian Pihl Lorentzen, der er transportordfører for Venstre.

Konservative og Nye Borgerlige ser også positivt på muligheden for at få private virksomheder til at uddele breve.

- Ja, det, kan jeg godt se, kan være en model. Men vi skal se hele billedet, før vi kan sige, hvad der skal ske med Postnord, siger Niels Flemming Hansen, der er transportordfører for Konservative.

Vil se på alle løsninger

Dansk Folkeparti og Radikale er villige til at se på alle løsninger, lyder det fra partiernes transportordførere.

- Vi udelukker ingenting. Vi tvivler dog på, at et udbud vil gøre det væsentligt billigere. Det er en af de ting, som Transportministeriet er ved at analysere i øjeblikket, siger Andreas Steenberg, der er transportordfører for Radikale.

Alternativet, Enhedslisten og Liberal Alliance er imod idéen om at sende befordringspligten i udbud. SF vil midt i forhandlingerne ikke forholde sig til, om befordringspligten skal i udbud.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) vil ikke stille op til interview, fordi forhandlingerne om befordringspligten er i gang i øjeblikket. Men socialdemokratiets postordfører, Malte Larsen, vil ikke afvise nogen idéer på forhånd.

Lige nu sidder de partier, der var med i den seneste postaftale og forhandler om, hvordan befordringspligten fremover skal se ud. Og en ting ligger fast. Postnords økonomi i brevforretningen er så dårlig, at der skal findes en anden model, end den vi har i dag. En hidtil hemmeligholdt analyse fra konsulentfirmaet McKinsey har vist, at det fremover vil være en underskudforretning for Postnord at have befordringspligten.

Hos Dagbladenes Distributionsnet, der i dag uddeler alt fra aviser til DAO-pakker i hele landet, følger man spændt med i planerne om et muligt udbud.

- Vi kører hver eneste nat til samtlige adresser i hele landet. Hvis vi skal ud med Jyllands-Posten til fru Olsen, er det interessant også at tage hendes to breve med. Jo mere vi kan få med ud til kunderne, jo billigere er det, siger Hans Peter Nissen, der er formand for Danske Mediers Distributionsudvalg.

Men skal Dagbladenes Distributionsnet dele de pakker og breve ud, som er omfattet af befordringspligten, er der et ikke uvæsentligt krav.

- Vi skal kunne tjene penge, og håndskrevne breve er væsentligt dyrere for os at håndtere. Hvis vi skal dele breve ud med håndskrevne adresser, skal vi have 25-30 kroner for det, siger Hans Peter Nissen.

Se Hans Peter Nissen forklare, hvad der skal til, hvis Dagbladenes Distributionsnet skal byde på befordringspligten.

I dag koster det 10 kroner at sende et brev, og så stor en prisstigning kan blive svær at få igennem.

- Vi er ikke meget for, at det bliver dyrere at få bragt breve ud, siger Kristian Pihl Lorentzen.