Piratkopier: Danske virksomheder kopieres én til én

Piratfirmaer nøjes ikke længere med kun at lave en kopi af selve produktet: De går nu skridtet videre og udgiver sig også for at være det originale firma.

Virksomheden Lauridsen Industri laver ventiler til blandt andet fjernvarmeindustrien. Og her har direktør Per Adelholt Lauridsen mærket på egen krop at blive kopieret én til én. Et stigende problem, lyder det. (Foto: © DR, DR)

Kopivarer begrænser sig ikke længere til mere eller mindre heldige efterligninger af Louis Vitton-tasker og lige lovligt billige Rolex-ure.

Piratkopisterne er blevet dygtigere og mere professionelle, og så laver de ikke længere kun falske mærkevarer.

Nu kopierer de også navne, hjemmesider, logoer og produkter fra eksisterende firmaer.

Det hele står på russisk

Virksomheden Lauridsen Industri laver ventiler til blandt andet fjernvarmeindustrien, og her har direktør Per Adelholt Lauridsen oplevet at blive kopieret én til én.

- Vi finder ud af, at det er galt, da vi får en mail fra en virksomhed i Kasakhstan. Vi troede, at det var en reklamation på én af vores ventiler, fortæller direktør Per Adelholt Lauridsen.

Ventilen er identisk med dem, som virksomheden selv laver, men et firma et sted i udlandet har kopieret det, og endda solgt ventilen i Lauridsen Industris navn til firmaet i Kasakhstan.

Produktet er markedsført i et hæfte, som også er kopieret fra Lauridsen Industri, hvor det hele står på russisk.

Det esbjergensiske firma ved ikke, hvor mange ventiler kopifirmaet har solgt i dets navn, men ordren til det kasakhiske firma lyder på, hvad der svarer til tre millioner kroner.

Et stigende problem

Det er svært at danne sig et overblik over omfanget af den meget udspekulerede piratkopiering, som Per Adelholt Lauridsen har været udsat for.

Men i branchen ser man flere og flere tilfælde, forklarer Sture Rygaard, der er advokat og formand for Dansk Forening for Bekæmpelse af Produktpirateri.

- Jeg mener, at problemet er blevet større. For ti år siden så man ikke de her én-til-én-kopier af teknisk komplicerede produkter - altså et egentligt identitetstyveri med kopiering af hjemmesider, salgsmateriale, osv., siger han.

Også i Dansk Industris er man bekendt med udviklingen, fortæller chefkonsulent Lars Holm Nielsen.

- Det har bredt sig til mange flere produkter også inden for den teknologiske industri. Vi ser eksempler i medicinalindustrien, komponenter til høreapparater og selv inden for fødevareindustrien, sker det.

Svært at stoppe

Både Dansk Industri og Dansk Forening for Bekæmpelse af Produktpirateri peger på, at meget af den ulovlige kopiering foregår i Kina.

Og det gør det meget svært at komme efter piraterne - særligt når produktionen foregår i de kinesiske landdistrikter, siger formand for Dansk forening for bekæmpelse af produktpirateri, Sture Rygaard.

- Her ser vi, at hensynet til at sikre arbejdspladser vejer tungere end at opretholde varemærkebeskyttelse, og her har myndighederne ofte personlige relationer til dem, der står for piratkopieringen, siger han.

Og hos Dansk Industris medlemmer oplever man, at det er svært at finde frem til bagmændene.

- De gemmer sig godt på nettet, og man skal ofte gennem en række af mellemled i produktionen, siger chefkonsulent Lars Holm Nielsen.