Piloter: Det er vores endelige tilbud

Det udspil, de tre pilotforeninger netop er kommet med, er deres endelige udspil. Der kommer ikke mere, siger piloternes formand.

Lars Bjørking, formand for piloterne i SAS

Piloterne i SAS har for kort tid siden præsenteret SAS-ledelsen for et nyt udspil, som ledelsen nu sidder og kigger på.

Ifølge de danske SAS-piloters formand er det nu knald eller fald.

- Det er vores endelige tilbud. Der kommer ikke mere, siger Lars Bjørking til DR Nyheder.

Skærer omkostninger med 25 procent

Der er tale om et samlet udspil fra SAS-piloterne i alle tre skandinaviske lande.

Lars Bjørking oplyser til DR Nyheder, at de nordiske pilotforeninger er gået med til at skære omkostningerne på løn- og arbejdstid ned med samlet 25 procent.

Piloterne skal i gennemsnit gå 10 procent ned i løn og produktiviteten sættes i vejret med 15 procent.

- Vi imødekommer til fulde SAS-krav

- Derudover er vi helt enige med bestyrelsen i SAS om den store knast, der har været pensionsområdet, siger Lars Bjørking og tilføjer:

- Vores tilbud imødekommer til fulde SAS-ledelsens økonomiske krav. Hvis SAS siger nej, må det være fordi, bestyrelsen har en anden agenda, f.eks. at de vil rekonstruere selskabet, siger Lars Bjørking.

SAS har endnu ikke kommenteret piloternes udspil. Tidligere i dag blev piloternes første udspil skudt ned af SAS-ledelsen.