PFA dropper Ryanair-aktier efter dansk ballade

Pensionskæmpen PFA har solgt alle sine aktier i Ryanair. Det sker efter Ryanairs opførsel i Danmark i 2015.

Salget er en direkte udløber af den virak, der har været omkring Ryanair i Danmark det seneste år. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Ryanair har fået tæv i medierne og hos fagforeningerne på grund af selskabets insisteren på ikke at ville tegne danske overenskomster. Nu koster sagen også selskabet PFA som aktionær.

Det bekræfter PFA.

- Vi har solgt alle vores aktier i selskabet inden for den sidste måned. Det er en bevidst beslutning om, at vi ikke længere ønsker at være aktionærer i Ryanair, siger Henrik Nøhr Poulsen, direktør med ansvar for aktier i PFA.

Salget er en direkte udløber af den virak, der har været omkring Ryanair i Danmark det seneste år. Her kom selskabet i clinch med de danske fagforeninger, der truede med en blokade mod Ryanair.

I stedet for at få en aftale med fagforeningerne valgte Ryanair at trække sig fra Billund Lufthavn og ikke have fly stationeret i Danmark.

- Vi har med bekymring fulgt Ryanair og debatten omkring selskabet. Ikke mindst selvfølgelig arbejdsforholdene for selskabets ansatte og den sag, der var i arbejdsretten, siger Henrik Nøhr Poulsen.

Aktierne i det irske lavprisflyselskab har ellers været en god investering. Men af etiske årsager er de altså blevet fravalgt af PFA.

/Ritzau/