Peter Qvortrup Geisling: Rygning og alkohol tager livet af danskerne før tid

Vi dyrker mere motion end vores naboer - men vores dårlige vaner forkorter alligevel vores levetid.

Smøger, øl og sprut.

Så kort lyder forklaringen på, at vi i Danmark lever kortere, end borgerne i de lande, vi normalt sammenligner også med.

- Det skyldes først og fremmest rygning, rygning, rygning og alkohol, siger DR's sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling.

Vi er ellers gode til at snøre løbeskoene og få pulsen op. I dag dyrker 64 procent af os motion, hvilket er dobbelt så mange som i 1975 - og det er faktisk mere, end vores nabolande kan præstere.

- Vi dyrker mere motion i Danmark end vores naboer, og det påvirker selvfølgelig vores sundhed, men det trækker faktisk bare en rigtig skidt statistik en lille smule i den gode retning, siger Peter Qvortrup Geisling.

Det handler ikke om økologiske grøntsager

Der skal altså mere til, end en løbetur, hvis vi skal presse levealderen op.

- Tit diskuterer vi økologiske grøntsager, partikelfiltre til bilerne, usikker sex og cykelhjelme i Danmark, men det fylder stort set ikke noget i statistikken.

- Det vigtigste er rygning, det næstvigtigste er alkohol og så kommer motion og kost.

Vi bruger 14,7 milliarder kroner på motion

Peter Qvortrup Geisling lægger dog vægt på, at motion er rigtig sundt.

- Vi har skabt et miljø, der gør, at der næsten ikke er nogen grund til at bevæge os, men vi er nødt til at koble hjernen til, og vi er nødt til at dyrke noget motion.

Og faktisk bruger vi danskere næsten 14,7 milliarder kroner om året på at spille fodbold, løbe ture og svede i det lokale fitnesscenter.

I Magasinet PENGE i aften klokken 21.55 på DR1 kan du se meget mere om, hvordan vi bruger vores idrætspenge.

Se hele interviewet med DR's sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling i videoen øverst.