Pensionsgiganter dropper kapitalfonden Altor

I kølvandet på OW Bunker-skandalen dropper to af landets største pensionsselskaber nu Altor.

(© PFA)

Både PFA og ATP to af landets absolut største pensionskasser vil ikke længere lege med kapitalfonden Altor. Det var Altor, der ejede OW Bunker indtil marts 2014. Ligesom det var den Altor-ejede bank, Carnegie, der stod for en del af børsprospektet.

ATP, PFA og en større gruppe tidligere professionelle aktionærer og investorer i OW Bunker har sat gang i en juridisk undersøgelse af deres tab på OW Bunker, og det er i det lys, at ATP nu har trukket sig for fremtidige investeringer med Altor, siger pressechef i ATP Anders Klinkby til Finanswatch.

- I lyset af situationen omkring OW Bunker har ATP besluttet, at vi ikke ønsker at være investor i Altor Fund 4. Dermed vil der ikke på et senere tidspunkt kunne opstå en eventuelt interessekonflikt i forhold til en mulig juridisk proces, siger han.

PFA tabte 164 millioner

Pensionsgiganten PFA har også trukket sig for samarbejdet med Altor. De havde ligesom ATP givet et tilsagn om at skyde penge i en ny investeringsfond med navnet Altor Fond 4. Men det bliver ikke til noget, fortæller Jesper Langmack, der er aktiechef i PFA.

- Det er pga. OW Bunker-sagen. Vi havde givet et tilsagn om skyde penge ind i en ny Altor-fond. Det tilsagn skal vi nu have solgt videre. Når det er gjort, har vi ikke længere nogen forbindelse til Altor, siger Jesper Langmack til DR Nyheder.

Altor har gentagne gange gjort klar, at de ikke kendte til OW Bunkers kritiske tilstand, før selskabet i efteråret 2014 gik konkurs efter på få måneder at have tabt 1,6 mia. kroner.