Ejendomsmægler Lone Nyrup fra EDC i Ikast havde fundet en køber, der gerne ville give ½ million kroner for et hus i landsbyen Hjøllund. Men realkreditten afviste at yde lån i ejendommen.
- Det var selvfølgelig sørgeligt for dels sælgeren, men også køberen, som rigtig gerne ville have huset, siger Lone Nyrup til DR-Dokumentar ”Sikke Tømmermænd” i aften på DR1.
- Køberen var forhåndsgodkendt både i bank og kreditforening. Alligevel oplevede vi vanskeligheder ved at få det finansielle hjem på ejendommen, alene fordi ejendommen lå, hvor den gjorde, siger Lone Nyrup.
Boliger i en risikozone får nej til lån
Forklaringen fra Realkreditten var, at boligen lå i en såkaldt "risiko-zone”. Det vil sige et sted, hvor det er vanskeligt at sælge boliger.
Og det er en forklaring formand for foreningen Landsbyerne i Danmark, Carsten Abild, har hørt mange gange.
- Der er ingen tvivl om, at den skjulte trussel på landet i dag er, at kreditforeningerne har udset landområderne som risikoområde, hvor de er meget tilbageholdende med at låne penge ud, siger Carsten Abild
Små landbyer som Hjøllund er på vej til at få dødsstødet
Landsbyerne i Danmark frygter, at tusindvis af små byer som Hjøllund ganske enkelt får dødsstødet, når realkreditten afviser at yde lån.
- Man kan ikke få unge familier derud, fordi de ikke kan låne til at købe huset, siger Carsten Abild.
I Realkreditrådet, som er interesseorganisation for realkreditforeningerne, afviser direktør Ane Arnth Jensen overfor DR Dokumentar, at de har blacklistet bestemte postnumre.
Huset skal kunne sælges igen
- Men man skal være sikker på to ting for at få et lån, siger Ane Arnth Jensen.
- Låntager skal kunne betale lånet tilbage, og man skal være sikker på, at ejendommen kan sælges indenfor det næste ½ år, siger Ane Arnth Jensen.
Hun henviser til lovgivningen for realkreditlån. Her står direkte i lovteksten, at pantets værdi ikke må overstige ejendommens rimelige kontante handelsværdi, der er opnåelig inden for en salgsperiode på seks måneder.
I nogle områder er der ingen efterspørgsel på ejendomme
- Det vil sige, forklarer realkreditrådsdirektøren, at der faktisk skal være flere købere til ejendommene.
- Og der må vi jo erkende, at der er nogle områder i Danmark, hvor der ikke er efterspørgsel efter ejendomme, fordi arbejdspladserne er flyttet til byerne, og danskerne flytter efter, siger Ane Arnth Jensen.
Det betyder i praksis, at en ejendomsmægler som Lone Nyrup får problemer med at sælge et hus, hvis det vurderes, at ejendommen ikke kan sælges til flere forskellige købere indenfor seks måneder.
Virksomheder kan heller ikke låne penge
Tilsvarende betyder det, at små virksomheder i landsbyerne ikke kan låne penge, selvom gælden i bygningerne er lav.
- Hvis ejendommene ikke kan sælges, så har den ikke nogen værdi, og så kan man heller ikke give et realkreditlån. Det er forudsætningen for, at vi bliver ved med at sikre, at vi har sikkerhed bag vores obligationer, siger Ane Arnth Jensen.
- Det er det, der giver os det bedste og billigste realkreditsystem i hele verden, og som gør, at danskerne får billige og sikre lån, konstaterer hun.
Se andet afsnit af DR Dokumentaren 'Sikke Tømmermænd' i aften klokken 20.40 på DR1. Herunder kan du se traileren til aftenens program. Klik på play.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:52d3cd6d6187a2077cbac68d