OW Bunker-dokument afslører: Risikable spekulationer blev bevidst skjult

Det var med vilje, at investorer ikke fik afgørende oplysninger i OW Bunker-sagen, viser internt dokument.

Interne dokumenter viser, at oliespekulationen var en klar problemstilling i forhold til OW Bunkers børsprospekt. Alligevel blev det udeladt i det endelig børsprospekt. (Foto: © Søren Larsen, Søren Larsen- DR)

Kapitalfonden Altor og topledelsen i OW Bunker handlede tilsyneladende i ond tro, da man i børsprospektet op til OW Bunkers børsnotering i marts 2014 undlod at oplyse investorerne om de risikable oliespekulationer, der endte med at påføre den nordjyske virksomhed et kæmpetab.

Det afslører et internt OW Bunker-dokument, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.

Her fremgår det, at de ansvarlige for prospektet var fuldt vidende om OW Bunkers indtægter fra spekulationerne, samt at det blev vurderet, at det var særligt vigtigt at oplyse investorerne om netop risikoen herved.

Alligevel fremgår de afgørende oplysninger ifølge eksperter ikke i det endelige prospekt, hvilket er stærkt belastende, siger Søren Friis Hansen, professor i selskabsret på CBS.

- Det tyder på, at det er forsætligt, at man har undladt de her oplysninger. I dokumentet kan man jo se, at man er vidende om, at de her oplysninger er af væsentlig betydning for investorerne, og man skriver, at det må man oplyse noget mere om, og det gør man altså ikke, siger Søren Friis Hansen.

Kan give erstatningsansvar

Ifølge ham kan dokumentet, føre til at de ansvarlige for prospektet bliver idømt et erstatningsansvar overfor de banker, pensionskasser og over 20.000 almindelige aktionærer, der tabte penge på OW Bunkers kollaps.

- Bliver de her oplysninger lagt til grund af retten, er det efter min opfattelse sandsynligt, at der vil blive tale om prospektansvar, siger han.

Altor: Intet ansvar for prospektetHos den tidligere ejer Altor, der tjente milliarder på børsnoteringen af OW Bunker, afviser man et medansvar for prospektet:

- En børsnoteringsproces er selskabets proces, og det er dem, der træffer beslutningen om, hvorvidt en børsnotering skal laves. Og det er selskabet, der er ansvarlig for prospektet, skriver Altor i en mail til DR Nyheder.Project OakOW Bunker-dokumentet, der har titlen "Project Oak - Perspectives on public disclosure", er fra den 30. august 2013 - syv måneder før børsnoteringen - og indeholder overvejelser over, hvordan OW Bunker skal præsenteres overfor investorerne i forbindelse med børsnoteringen.

Dokumentet er udarbejdet af de to banker, der rådgav Altor og OW Bunkers ledelse om børsnoteringen, Carnegie og Morgan Stanley. Og det er målrettet den arbejdsgruppe bestående af OW Bunker-topfolk, rådgivere fra bankerne og nøglepersoner fra ejeren Altor, der stod for arbejdet med selve børsnoteringen - et arbejde der internt i kredsen gik under kodenavnet "Project Oak".

Blandt de ting, der adresseres, er netop OW Bunkers forretning med at tjene penge på at spekulere i olieprisens udvikling - risk managment, som det blev kaldt i selskabet.Risk management er 'kritisk'

Det fremgår, at forretningsområdet er 'kritisk' og kræver 'omhyggelig præsentation' (careful positioning, red.) overfor investorerne.

Videre fremgår det, at det netop var 'risk managment', der blev spurgt ind til, da man i foråret 2013 forgæves forsøger at sælge OW Bunker til en række såkaldt industrielle købere, blandt andet olievirksomheden Vitoil.

Og det fremgår også, at det er vigtigt, at prospektet rummer oplysninger om indtjeningen fra risk management samt denne indtjenings 'uforudsigelighed og potentielle risiko' (its volatility and potential downside risks, red.).

Alligevel rummer det endelige prospekt, der ligger til grund for børsnoteringen, ifølge eksperter altså ikke oplysninger om indtjening fra risk management endsige oplysninger om risikoen forbundet hermed.

DR Nyheder har tidligere afdækket, hvordan OW Bunker i en femårig periode frem til børsnoteringen i 2014 gennemsnitligt tjente omkring 30 procent af sit overskud på oliespekulationer. Et enkelt år, i 2010, kom hele 73 procent af overskuddet fra spekulationerne.

Carnegie og Morgan Stanley har afvist at kommentere oplysningerne i denne artikel. Det samme har den tidligere topledelse i OW Bunker.

Har du tabt penge på OW Bunker eller har du oplysninger, der kan være relevante at få frem. Så kontakt vores journalister. Slar@dr.dk