Skandalen om det kuldsejlede selskab OW Bunker har her til aften taget en uventet drejning.
Ifølge DR Nyheders oplysninger afviser de ledende medarbejdere fra selskabets datterselskab i Singapore, der onsdag mødte op på virksomhedens kontor i Nørresundby, at de har begået bedrageri overfor virksomheden.
Det fremgik ellers af en fondsbørsmeddelelse, som selskabet udsendte torsdag morgen.
I løbet af dagen har forskellige repræsentanter fra selskabet gentaget forklaringen.
De ledende medarbejdere er da heller ikke indtil videre hverken blevet bortvist eller meldt til politiet, og DR Nyheder erfarer, at den ene af dem samarbejder med selskabet om at få styr på det rod, der nu er dokumenteret.
Kun overgået af Mærsk i omsætning
OW Bunkers primære produkt er at købe og sælge brændstof til skibe.
Sidste år havde virksomheden en omsætning på 92,3 milliarder kroner, og blev dermed Danmarks næststørste selskab målt på omsætning. Kun A.P. Møller – Mærsk er større.
Der er omkring 20.000 aktionærer - og flere end 600 ansatte.