Overvismand: En ejendomsværdiskat på 0,6 procent er for lidt

Overvismand Michael Svarer glæder sig over, at boligskatten slippes fri med helhedsplanen. En ejendomsværdiskat på 0,6 procent er dog for lidt.

Der er mange usikkerheder i planen, som kan komme til at koste senere hen, vurderer overvismand Michael Svarer. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Regeringen vil slippe ejendomsværdiskatterne fri, så boligskatterne efter knap 20 år med et skattestop igen kommer til at følge bølgerne på ejendomsmarkedet.

Den beslutning glæder de økonomiske vismænd, som i dag har fremlagt tilstandsrapporten for dansk økonomi med særligt fokus på regeringens 2025-plan.

Regeringen lægger op til en takst på 0,6 procent, og det er for lavt, mener overvismand Michael Svarer:

- Selv om forslaget indeholder mange positive elementer, er det uheldigt, at ejendomsværdiskatten fastlægges på 0,6 procent. Dét niveau indebærer en fortsat skattebegunstigelse af opsparing i mursten frem for andre mere vækstfremmende investeringer, siger overvismand Michael Svarer.

De økonomiske vismænd anbefalede i foråret, at skatten burde udgøre én procent af ejendommens bolig, men det vigtigste er, at det er slut med skattestoppet, mener Michael Svarer:

- Fastfrysningen af ejendomsværdiskatten ophæves, og dermed får man gjort op med den markante skævvridning af boligmarkedet, som nominalprincippet har medført.

Mere fornuft i at lægge sig konservativt

Alt i alt gør regeringen det rigtige, når den i 2025-planen fokuserer på at øge beskæftigelsen på et tidspunkt, hvor flere og flere kommer i arbejde.

Men den er simpelthen for mange usikkerhedselementer i, som kan forårsage en regning på et senere tidspunkt.

- Der er en række usikkerheder omkring de adfærdseffekter, man gerne vil have, om de rent faktisk realiseres, siger Michael Svarer.

- Det betyder, at man giver nogle lempelser på kort sigt, som skal finansieres. Så risikerer man at bryde med grænserne i budgetloven, plus man risikerer at skyde for meget ild på bålet i forhold til at få gang i dansk økonomi, siger Michael Svarer.

Svarer mener snarere, at regeringen skulle lægge mere moderate mål ind i 2025-planen.

- Der siger vi, at det er lidt mere fornuftigt at lægge sig lidt konservativt og ikke basere sig på, at de dynamiske effekter skal indfinde sig, siger Michael Svarer.

Ved at hæve pensionsalderen og sænke skatten håber regeringen at kunne øge beskæftigelsen med 31.000 personer i 2025. Det er disse, dynamiske effekter, som de økonomiske vismænd stiller spørgsmål til.

Opdatering: Artiklen er redigeret, så ejendomsværdiskatterne præsenteres tidligere i artiklen.