OVERBLIK Her er de vigtigste punkter i trepartsaftalen

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har netop indgået en aftale, der skal sikre 10.000 flere praktikpladser årligt. Se de vigtigste punkter her.

Lizette Risgaard, formand for LO og Statsminister Lars Løkke Rasmussen efter trepartsforhandlingerne i Statsministeriet. (Foto: Martin Sylvest/Scanpix 2016) (Foto: © Martin Sylvest, Scanpix)

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har i dag indgået en trepartsaftale med en målsætning om at skaffe op mod 10.000 ekstra praktikpladser årligt i 2025 - allerede i 2018 skal der være oprettet 2.100, lyder det.

Formålet er at lokke flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, og på den måde øge antallet af faglærte.

Nedenfor kan du se, hvordan politikerne vil nå dertil:

  • Der skal være en økonomisk gevinst ved at have mange praktikpladser, mener parterne bag aftalen. Derfor får arbejdsgivere med mange oprettede praktikpladser lov til at betale mindre til det såkaldte Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag(AUB).

  • Arbejdsgivere med færre eller ingen oprettede praktikpladser skal betale mere i bidrag til AUB. 27.000 kroner per elev, lyder straffen.

  • Brancher, der mangler faglært arbejdskraft, får en ekstra bonus, hvis de tager praktikanter ind.

  • Der indføres en regel om, at unge på uddannelser, hvor der mangler job bagefter, ikke kan begynde på Grundforløb 2, før de har en praktikplads.

  • I en forsøgsperiode fra 2017 til 2019 kan ufaglærte og kortuddannede få en ydelse svarende til fulde dagpenge, hvis de videre- eller efteruddanner sig til et fag, hvor der er mangel på arbejdskraft.

  • Hele voksen- og efteruddannelsesområdet og AMU-området(arbejdsmarkedsuddannelserne) skal kulegraves. Et ekspertudvalg skal levere en rapport ved udgangen af maj 2017.

Vil du se hele aftalen, kan du finde den her.