OVERBLIK Det betyder overenskomstforhandlinger for dig

Det er tid til overenskomstforhandlinger, men hvad er der på spil? Bliv klogere her.

(© DR Nyheder)

Det er blevet overenskomst-sæson.

I løbet af foråret skal en række arbejdsgivere og lønmodtagere forsøge at tale sig til rette, når det handler om løn- og arbejdsvilkår.

Den største overenskomstforhandling bliver forhandlingerne om vilkårene på det private arbejdsmarked. Dé overenskomstforhandlinger vedrører cirka 600.000 lønmodtagere.

Gang i hjulene

Og i modsætning til de sidste tre overenskomstforhandlinger er vi nu ude af finanskrisen.

Søren Kaj Andersen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, forventer derfor, at lønmodtagerne vil tage sig dyrere betalt denne gang.

- Tidligere har man godt vidst, at det her var ikke nogen fest. Nu skal der ske noget mere.

Søren Kaj Andersen vurderer, at lønmodtagerne blandt andet vil kræve, at der bliver gjort noget for de ældre arbejdere, der kan se frem til at skulle blive længere på arbejdsmarkedet.

- De ældre medarbejdere, der har et hårdere fysisk arbejde, skal nu blive længere på arbejdsmarkedet i takt med at pensionsalderen bliver skubbet op. Lønmodtagerne vil gerne have særlige initiativer, der kan give dem lidt frihed og lidt luft.

Ro på

Omvendt vil arbejdsgiverne formentlig nedtone optimismen.

- Arbejdsgiverne har foden tungt på bremsen, når det går i gang. De synes, det er dejligt, at det går godt, men de kan blive nervøse for, at det bliver dyrt og rammer os på konkurrenceevnen, siger Søren Kaj Andersen.

Cirka 75 procent af lønmodtagerne i Danmark er omfattet af en overenskomst. Overenskomstforhandlinger er kernen i organiseringen af det danske arbejdsmarked, der også er kendt som 'Den danske model'.

Modellen er unik i en international sammenhæng. I mange lande er regulering af løn- og arbejdsvilkår via lovgivning langt mere udbredt.

I grafikken ovenover kan du se, hvad der blandt andet forhandles om ved overenskomstforhandlinger.