Overblik: De vinder og taber på højere oliepriser

Når olieprisen stiger, er det dårligt nyt for bilister og boligejere med oliefyr, men godt nyt for Mærsk.

Olien er et nødvendigt råmateriale for både virksomheder og forbrugere. (Foto: © Ólafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Iran, Saudi-Arabien og resten af de olieproducerende lande i sammenslutningen OPEC, der består af en række olieproducerende lande, er blevet enige om at pumpe mindre olie op.

Det sker som et forsøg på, at få olieprisen til at stige. Aftalen betyder, at Opec-landende vil reducere den daglige produktion fra 33,24 millioner tønder til 32,5 millioner tønder olie.

Om det lykkes for Opec-landene at presse olieprisen op, afhænger i høj grad af, hvordan verdens øvrige olieproducenter reagerer. Her er USA og Rusland især interessante.

Hvis de bare producerer tilsvarende mere olie vil de kunne spolere Opec-landenes forsøg på at pumpe oliepriserne op.

Mere får pengene

Nedenunder kan du se, hvem der vinder og taber på en højere oliepris.

Prisen for en tønde olie er siden 2014 faldet fra over 100 dollar til lidt over 40 dollar. I starten af 2016 var prisen helt nede i 28 dollar.

Det er især forbrugere, der nyder godt af en lav oliepris. Den betyder nemlig, at prisen er lavere, når der for eksempel skal tankes benzin på bilen, eller fyldes op i oliefyret.

Stiger olieprisen på verdensplan smitter det direkte af på regningen for forbrugerne i form af dyrere benzin og olie til oliefyret.

Lave oliepriser giver billig benzin. Her ses en Shell tankstation i Københavnsområdet i januar måned i år. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Dyrere flybilletter

Mange virksomheder nyder også godt af lave oliepriser. Det er for eksempel flyselskaber, shippingvirksomheder og andre transportvirksomheder, der får færre udgifter til brændstof, når de skal transportere varer og passagerer kloden rundt.

Stiger oliepriserne kan det derfor betyde dyrere flybilletter.

Stigende oliepriser er til gengæld virkelig godt nyt for de selskaber, der producerer olie. Det gælder blandt andet Maersk Oil, der hører under konglomeratet A.P. Møller - Mærsk. De har lidt voldsomt på det seneste, hvor oliepriserne har været meget lave.

Også lande, hvis økonomi er afhængig af olieproduktion vil nyde godt af en stigning i oliepriserne. Det gælder for eksempel stater i Mellemøsten og Rusland.

I Danmark mærkes effekten af den lave oliepris på indtægterne fra skatter og afgifter på Nordsø-olien, som stiger og dykker markant i takt med olieprisen.

Kilder: Danske Bank, Ritzau.