Strømmen af penge fra Danmark til verdens eksotiske skattely har udviklet sig til en flodbølge af pengesedler - på trods af mange juridiske tiltag for at bremse pengeflugten.
I løbet af få år er beløbet mere end firdoblet til 106 milliarder kroner i 2011, som er det seneste år, der foreligger tal for. Og flere eksperter har svært ved at se andre forklaringer end et skattemotiv, skriver Berlingske.
At danske virksomheder overfører gigantbeløb til datterselskaber i skattely kan myndighederne reelt ikke gøre noget ved. Lukker skattevæsnet et hul, opstår der blot et andet, forklarer en skatterådgiver til avisen.
Øger profit
Niels Johannesen, lektor på Københavns Universitet, beskæftiger sig med erhvervslivets brug af skattely. Han finder det slående, at beløbet vokser så meget.
- Investeringerne i offshore-centrene har en struktur, der ligner et skattemotiv. Der kan formentlig også være andre grunde til at gøre det. Men det er svært for mig at sige, hvad det kunne være, siger han til Berlingske.
Også andre eksperter, som Berlingske har talt med, kan kun se ét motiv til den store udstrømning: Forsøg på at slippe billigere i skat og dermed øge profitten til virksomhederne og deres aktionærer.
DI har en anden forklaring
DI derimod har to forklaringer på virksomhedernes øgede investeringer i skattely: En del af væksten kan skyldes enkelte virksomhedsstrategiske beslutninger, og derudover er det udtryk for, at danske virksomheder i højere grad vælger at investere i udlandet.
Det siger Kent Damsgaard, underdirektør og erhvervsøkonomisk chef hos DI.
- Men at sige, at det er udtryk for en eller form for aggressiv skattetænkning, det tror jeg ikke, man kan sige noget om ud fra tallene, siger han til Berlingske.
/ritzau/