Der var glade miner, da de kommunale chefforhandlere forlod Forligsinstitutionen kort før midnat. På det tidspunkt havde parterne forhandlet i 14 timer, primært på det kommunale område.
Og timerne havde ikke været forgæves, sagde Anders Bondo Christensen, som er topforhandler for de kommunalt ansatte.
- Der er nogen gange, hvor jeg synes, jeg er gået ud herfra, hvor jeg har tænkt, der spildte vi rigtig mange timer. Sådan synes jeg ikke, det har været i dag.
Også kommunernes chefforhandler, Michael Ziegler, gik hjem med en fornyet tro på en aftale.
- Jeg synes, det har været en god dag i dag, der er fremdrift. Vi er jo ikke i mål endnu, men jeg er forsigtigt optimistisk lige nu, sagde han.
Nye toner
Også Sophie Løhde (V), som forhandler for staten på arbejdsgiversiden, var i Forligsen i aftes, uden dog at komme nævneværdigt videre.
Hun slog dog fast, at hun var tilfreds med den delaftale, LO-forbund og regionerne landede natten til onsdag. Den aftale skaber nogle rammer for de fremtidige forhandlinger, herunder lønrammen på 8,1 procent, siger hun.
- Det betyder, at den ramme er lukket og låst på nuværende tidspunkt. De løsninger, der skal findes herudover skal findes inden for en ramme på 8,1, som jo betyder, at de offentligt ansatte, hvis vi lykkes på statens område med at indgå en aftale, jo også kan se pæne lønstigninger i møde, sagde hun.
Det forventes at dagens forhandlinger fortsætter med det kommunale område. Forhandlingerne genoptages i Forligsinstitutionen klokken 15.00.