Ryanair oplyser, at flybasen i Billund, der udgøres af tre fly, med sikkerhed lukker.
Det sker ifølge det irske lavprisselskab, fordi fagbevægelsen har nægtet at trække deres konfliktvarsel tilbage, inden en deadline, Ryanair havde fastlagt.
Det irske flyselskabs marketingchef, Kenny Jacobs, siger ifølge Ritzau, at han er ked af, at den danske fagbevægelses "misforståede handling har tvunget Ryanair til at lukke selskabets to danske baser".
- Men det er den eneste måde, hvorpå vi kan sikre, at vores kunder kan blive ved med at flyve til og fra Danmark, lyder det ifølge Ritzau i pressemeddelelsen.
Slut med at flyve med Ryanair til Kreta
Siden årsskiftet har Flybranchens Personale Union (FPU) og Serviceforbundet, der begge er en del af LO, ønsket, at Ryanair skulle indgå overenskomst med de ansatte på den nye base i Københavns Lufthavn, Kastrup, som blev åbnet tidligere på året.
Det har Ryanair - som i flere år har haft base i den jyske lufthavn - dog kategorisk afvist, og det fik LO til at varsle konflikt mod flyselskabet senere på sommeren.
Ryanair stillede i stedet som krav til LO, at den skulle tilbagetrække sit konfliktvarsel inden klokken 17 i dag - ellers ville det trække sig ud af Billund Lufthavn, lige som det helt har trukket sig fra Københavns Lufthavn.
På et pressemøde tirsdag fortalte Ryanairs personaledirektør, Eddie Wilson, at han forventede, at en lukning af basen i Billund ville halvere antallet af Ryanair-passagerer. Hvis forudsigelsen holder stik, vil det være en nedgang på 400.000 passagerer svarende til over 10 procent af de rejsende i Billund Lufthavn, der sidste år havde 2,8 millioner passagerer.
Det tal er dog for højt, for Ryanairs passagertunge ruter består, siger Kjeld Zacho Jørgensen, direktør i Billund Lufthavn.
- Jeg synes, det er overdrevet pessimistisk. Jeg kan ikke se det for mig, siger han.
Som konsekvens af en baselukning i Billund vil Ryanair lukke flyselskabets to ruter til Chania og Corfu i Grækenland helt, mens afgangene til Budapest, Tenerife og Malaga lukkes i vinterhalvåret. De fem ruter havde tilsammen 168.572 passagerer i 2014, viser tal fra Trafikstyrelsen videregivet til branchesitet Check-in.dk. Samlet har det irske lavprisselskab 14 destinationer fra Billund.
London vil bestå
Langt de fleste af Ryanairs passagerer flyver på de ruter, der ikke nedlægges helt eller delvist. Det irske guldæg er ruten fra Billund til London-lufthavnen Stansted, hvor 257.544 passagerer fløj med selskabet i 2014, mens Alicante i Spanien med 40.333 passsagerer og Mallorca med 43.538 passager også ligger højt på popularitetslisten blandt passagererne.
At ruten til London overlever baselukningen, glæder lufthavnsdirektøren i Billund.
- Det betyder rigtig meget, for det er en rigtig stor rute. Den betyder rigtig meget for vestdanskerne og er et af de foretrukne rejsemål, siger han.