Et fuldt stop for udstedelse af nye indlandske og udenlandske statsobligationer.
Den beslutning har finansminister Bjarne Corydon taget fredag efter råd fra Nationalbankens direktør Lars Rohde.
Beslutningen gælder "indtil videre", skriver Nationalbanken i en pressemeddelse, og overrasker økonomiske eksperter som chefstrateg Henrik Drusebjerg fra Carnegie, der ikke havde set dette 'geværgreb' komme fra Havnegade.
- Det handler om for alvor at standse strømmen af udenlandske penge ind i Danmark og derved tage presset af den danske krone, forklarer han til DR Nyheder.
Snakker med blokbogstaver til udlandet
Den danske krone er nemlig under et gevaldigt pres.
Nationalbanken har derfor spenderet i omegnen af 100 milliarder på valuta, og derudover sænket renten over tre omgange på under 14 dage.
Seneste torsdag, hvor den kom ned på -0,5 procent. Men det var åbenbart ikke nok til at skræmme udlændinge fra at poste penge i den danske krone, vurderer den erfarne chefstrateg.
- Det her skal ses som endnu et skridt til med blokbogstaver at sige til udlandet: Hold jer væk fra den danske krone, siger han til DR Nyheder.
For en uge siden valgte Den Europæiske Centralbank desuden at printe for 1.100 milliarder euro og sende dem i omløb. En manøvre der har øget presset mod kronen endnu mere. Derfor var gode råd ved at blive dyre.
Chefstrateg: Det er meget drastisk
Hvor drastisk er det at standse salget af statsobligationer?
- Der er ingen tvivl om, at det er meget drastisk, mener Henrik Drusebjerg.
- Men Danmark er et velfungerende og velreguleret land, specielt netop nu med uroen i Europa og resten af verden. Og penge har det med at søge mod en sikker havn. Derfor skal der tales med store bogstaver, siger den erfarne chefstrateg til DR Nyheder.
Kronen er allerede styrket
Umiddelbart efter Nationalbankens seneste tiltag for at forsvare kronens niveau over for euroen er kronen allerede styrket, skriver Ritzau fredag aften.
Dermed er kronen også stærkere, end før Nationalbanken torsdag eftermiddag sænkede renten på indskudsbeviser for tredje gang på bare 11 dage til -0,5 pct.