Økonom efter nye krav: Giver ikke billigere boliglån

Det skal være lettere at skifte realkredit, ellers bliver konkurrence om boliglånene ved med at være for dårlig, siger økonom.

(Foto: © Martin Ballund, Scanpix)

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har nu tygget sig igennem Konkurrencerådets anbefalinger til at få skudt mere konkurrence ind i realkreditmarkedet.

I en opfølgning på anbefalingerne sætter regeringen en række initiativer i søen, mens andre anbefalinger kastes i papirkurven.

- Det bliver nemmere at være boligejer, fordi man nu tilskyndes til at søge flere boligtilbud, når man køber bolig. Det er jo den vigtigste privatøkonomiske beslutning, vi træffer i vores privatøkonomi, det er når man køber et hus eller en lejlighed, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Et lån der er til at forstå

Opfølgningen betyder, at der blandt andet oprettes en ny prissammenligningsportal, tjekboliglaan.dk.

Desuden er Erhvervsministeriet i dialog med EU om muligheden for at lave en fast forside på alle låneaftaler, så det bliver nemmere at forstå, hvad man skriver under på, når man optager et stort lån i et realkreditinstitut.

- Det er vi meget varme på. Det handler om, at bliver lavet en simpel forside til realkreditdokumenter, så der er reel mulighed for at sammenligne realkreditlånet mellem institutterne, siger Morten Bruun Pedersen, der er seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk.

- I dag er det nærmest fuldstændigt umuligt at sammenligne og forstå et realkredittilbud, siger han.

Rykker ikke på dårlig konkurrence

Han mener dog ikke, at initiativerne rykker meget på konkurrencen på realkreditmarkedet, som Konkurrencerådet i sin rapport sidste år kaldte 'ineffektiv' og ramt af 'svære vilkår'.

- Konkurrencen på realkreditmarkedet er ikke særligt stor, og det rykker det her ikke særligt meget ved. Der er stadig ikke særligt høj konkurrence, og det rykker de her anbefalinger ikke meget ved, siger Morten Bruun Pedersen.

Konsekvenserne af dårlig konkurrence er for dyre lån. Og de seneste regnskaber fra de fire store realkreditinstitutter Realkredit Danmark, Nykredit, BRF Kredit og Nordea Kredit understreger, at branchen har kronede dage.

Sidste år lavede institutterne således et overskud på 21 milliarder kroner. En vækst på 12,6 procent i forhold til året før, viser Finanstilsynets seneste gennemgang af institutternes regnskaber.

Konkurrencerådet slog i sin rapport fast, at det forhadte gebyr, bidragssatsen, for fastforrentede lån siden 2009 er steget med 30 procent, mens bidragssatser for lån med årlig rentetilpasning og afdrag er fordoblet.

Og siden 2012 er der desuden indført kursskæring, som gør det dyrt at skifte institut - og satserne er siden løbende hævet, fremhæver Konkurrencerådet.

- Hvis det koster 10.000 kroner at skifte til et andet institut, så varer det mange år, før de penge er tjent ind, og du ved jo ikke, om det institut, du er flyttet til, i mellemtiden sætter prisen op. Det gør, at mobiliteten og dermed konkurrencen bliver dårlig, siger han.

Minister: Giver bedre konkurrence

Den store stopklods for velsmurt konkurrence på realkreditmarkedet, nemlig at det bliver billigere at skifte institut, kunne erhvervsministeriet godt have taget med i sine initiativer, mener Morten Bruun.

- Vi havde gerne set, at de var mere ambitiøse. At man også havde gjort skifteomkostningerne endnu lavere. Det hjælper ikke noget, hvis ikke man gør det billigere at skifte til et andet institut, siger Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk.

Brian Mikkelsen mener, at initiativerne bidrager til bedre konkurrence på realkreditmarkedet.

- Effekten af det her er, at der bliver mere konkurrence. Det bliver også nemmere og mere overskueligt at være forbruger, og derfor kan vi presse priserne ned hos realkreditinstitutterne, så bidragssatserne også kommer nemmere ned, siger han.

Initiativer for bedre konkurrence på realkreditmarkedet

  • Ud af de 16 anbefalinger sætter regeringen straks gang i fire initiativer.

  • De handler om:

  • Prisportalen tjekboliglån.dk

  • En opfordring til rådgivere om at anbefale boligkøbere at undersøge flere lånemuligheder.

  • Oplysningskrav om muligheden for udlevering af obligationer.

  • Der fremsættes lovforslag om at udvide adgangen til eSKAT.

  • Desuden arbejder myndighederne bl.a. på:

  • Standardiseret forside til lånedokumenter, så det bliver nemmere at gennemskue og sammenligne lånetilbud.

  • Finanstilsynet vil undersøge, om der findes en anden regulering end tilsynsdiamanten, som begrænser visse lånetyper og hæmmer konkurrencen.

  • Regeringen dropper anbefalinger om at:

  • Mulighed for at annullere en bankgaranti.

  • En webservice for forbrugerne, hvor de kan indhente og opbevare dokumenter omkring boliglån.

  • At ejendomsmæglere kan formidle lån.

  • Oplysninger om, at realkreditlån skal fremgå af betalingsoversigten.