Bornholm, Samsø og Fanø er populære som aldrig før.
Det viser rederiet Færgens trafiktal for 2016, som for tre færgeruters vedkommende er rekordhøje.
Det skyldes ikke mindst det øgede tilskud til færgedriften til en række af de danske øer, som er en del af regeringens vækstudspil.
Det trådte i kraft 1. september og har medført rabatter på visse afgange.
- Efter at billetpriserne til en række danske øer blev sat ned uden for højsæsonen, er der nu sat yderligere turbo på fremgangen, siger Lindy Kjøller, der er salgs- og marketingchef i rederiet Færgen.
Størst var væksten på ruten mellem Kalundborg og Samsø, hvor antallet af personbiler steg med 13,6 procent i forhold til 2015, der også var rekordår.
Mellem Esbjerg og Fanø var trafikvæksten 5,5 procent. Fra 1. september til 30. november - hvor billetpriserne var særligt lave - lød stigningen på 20,3 procent.
Endelig blev der sat ny rekord på ruten mellem Rønne og Ystad, som 326.818 biler benyttede sig af i 2016 - en stigning på 4,5 procent i forhold til året før.
Også Færgens øvrige ruter - Køge-Rønne, Sassnitz-Rønne, Bøjden-Fynshav og Spodsbjerg-Tårs har sejlet med flere biler end året før, uden dog at sætte rekorder.
/ritzau/