Nykredits bestyrelse vil holde oprørsgruppe uden for magten

Foreningen Nykredit forsøger at holde ulmende oprør nede med ny foreningsfraktion. I strid med god ledelsesstil, mener ekspert.

De utilfredse Nykredit-kunder fik sidste år stemt seks personer ind i Repræsentantskabet, da der var valg i Syd- og Sønderjylland. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Hvem skal sidde med omkring bordet, når store beslutninger om børsnoteringer, bidragssatser og salg af Nykredits ejendomme skal træffes?

Det spørgsmål er i luften, når der er valg til repræsentantskabet i Foreningen Nykredit, som ejer 90 procent af Nykredit og Totalkredit.

Sidste år lykkedes det oprørsgruppen Consum at få seks personer valgt ind i det 104 store repræsentantskab. I næste måned er der så valg på Fyn, i Nordjylland og blandt obligationsejere.

I alt 25 medlemmer af Repræsentantskabet er på valg, og opstillingen af kandidater lukker på mandag.

Bestyrelse går i valgkamp

Men får den kritiske forbrugerbevægelse Consum for meget magt, vakler fundamentet under Nykredits strategi.

Derfor står Foreningen Nykredits bestyrelse bag en fraktion kaldet Fælles Udvikling, som skal nedkæmpe oprørerne i Consum.

- Vi er gået i valgkamp og som modsvar til Consum, som vi slet ikke synes har løsninger på Nykredits udfordringer, har vi selv lavet en gruppe, der hedder Fælles Udvikling, hvor vi mener, der er en rigtig god strategi for, hvordan vi skal løse problemerne, siger Nina Smith, der er nuværende bestyrelsesformand i Foreningen Nykredit.

Fælles Udvikling drives af bestyrelsesmedlemmet Bettina Egerland.

Strider med god ledelsesskik

Men at Nykredits bestyrelse nu går i direkte valgkamp for at jorde et alternativ til den nuværende bestyrelse, bekymrer Anders Drejer, der er professor på Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet.

- Det er for mig at se i strid med god ledelsesskik. En bestyrelse skal repræsentere alle dem, der kan stemme til en forenings bestyrelse og ikke aktivt arbejde for halvdelen, siger han.

- Der burde være armslængde mellem bestyrelsen og den her nye fraktion, siger han.

Sludder, lyder det fra bestyrelsesformand Nina Smith.

- Så har han ikke forstået, hvad foreningsdemokrati er for noget. Det er sådan, at Nykredit er en forening med demokrati. Derfor er der nu valgkamp til Repræsentantskabet i februar, og der er en diskussion på argumenter. Der går vi selvfølgelig ind. Når vi der så bagefter er valgt en bestyrelse, er vi bestyrelse for hele Repræsentantskabet, siger Nina Smith.

Konflikt for åbent tæppe

Konflikten mellem toppen af Nykredit og mange tusind boligejere, som er kunder hos Nykredit og Totalkredit, brød ud i lys lue, da bidragssatserne sidste år blev hævet med omkring 30 procent.

Det skete primært med henvisning til nye kapitalkrav fra Basel-komiteen, som rammer danske realkreditlån særligt hårdt.

Men anbefalingerne er blevet udskudt. Derfor mener mange boligejere også, at bidragsstigningerne kom for tidligt.

Rasmus Visby er stifter af Consum og stiller op til obligationsejervalget.

Han mener, at fraktionen Fælles Udvikling er et udtryk for en optrapning af konflikten mellem de magtfulde repræsentanter i Foreningen Nykredit og de tusindvis af boligejere, der har lån i Nykredit og Totalkredit.

- Jeg ser det som om, at fronterne er trukket skarpt op, og der sker en polarisering. Valget er konstrueret på den måde, at vinderen af de enkelte valg tager alle pladserne i Repræsentantskabet. Det gør, at der skabes et os og dem, og det er ikke til interesse for nogen, siger Rasmus Visby.

Han opfordrer flere medlemmer af Foreningen Nykredit til at møde frem, når der over den næste måned afholdes valg til Repræsentantskabet. Tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Frank Aaen er også medlem af Consum og stiller ligeledes op til obligationsejervalget.

Repræsentantskabet i foreningen Nykredit

  • Repræsentantskabet er øverste myndighed i Foreningen Nykredit og består af 104 medlemmer. De står blandt andet for at vælge foreningens bestyrelse, godkende Foreningen Nykredits årsrapporter og godkende ændringer af foreningens vedtægter.

  • Fra 2018 fordeler de 104 medlemmer sig sådan:

  • 70 repræsentanter vælges af og blandt foreningens medlemmer. 35 af dem vælges af valggruppen Privat og 35 af Erhverv.

  • 30 repræsentanter vælges af og blandt obligationsejere - syv vælges i ulige år, otte vælges i lige år.

  • Fire vælges af og blandt medarbejdere i Nykredit Realkredit A/S.

  • Der afholdes mindst to repræsentantskabsmøder hvert år i forbindelse med, at Nykredit-koncernen offentliggør års- og halvårsrapport.

  • Hvert medlem af repræsentantskabet modtager årligt et honorar på 22.000 kr. for sit arbejde.

  • Kilde: Foreningen Nykredit