Nyhedsbreve i otte år efter én tur til Harzen: Håber vi kan slippe for skodreklamer

EU’s persondataforordning skal beskytte borgernes private oplysninger. DR Nyheders mikrofon fangede en række danskere på gaden.

DR Nyheder mødte Edith Vindelev og Palle Fogh fra Nørresundby på gaden i Aalborg. De håber, at deres personlige oplysninger bliver bedre beskyttet med EU's persondataforordning. (© DR Nyheder)

- Jeg synes, det er møgirriterende, siger Edith Vindelev fra Nørresundby.

Hun har i den seneste tid modtaget stribevis af med mail med ord som 'privatlivspolitik', 'databeskyttelsesregler'.

De mange mail kommer fra virksomheder, organisationer og myndigheder, der fra i morgen 25. maj skal leve op til reglerne i EU's persondataforordning.

- Jeg får mail fra forskellige firmaer, men jeg kan ikke huske hvilke, for jeg lukker det altid ned med det samme, fortæller Edith vindelev.

Virksomheder har travlt med at sikre sig, at de har dokumentation for kundernes ’ja’ til at blive kontaktet fremover og til at deres personlige oplysninger må opbevares og bruges.

- Jeg får tit tilbud fra Harzen, fortæller Edith Vindelevs mand Palle Fogh.

- Vi har én gang været i Tyskland. Det er otte år siden, og de sender stadigvæk opfordringer til billige ophold.

Parret bakker op om persondataforordningen. Der skal være styr på, hvem der har borgernes personlige oplysninger, og hvad de bliver brugt til.

- Jeg synes faktisk, det er ret vigtigt at det træder i kraft. Jeg er megaspændt på, hvad der sker på Facebook, og med alle de skodreklamer, vi får. Det ville være dejligt, hvis vi kunne slippe for dem, siger Palle Fogh.

Mail? De ryger lige til siden

Psykologistuderende Nadia Mathiesen fra Aalborg er en anden borger, der har bemærket de mange mail om samtykke i den seneste tid.

- Men jeg læser dem ikke. Slet ikke. De ryger lige til siden, fortæller hun.

Hvis man ikke accepterer de nye betingelser, risikerer man som bruger, at en virksomhed eller organisation ikke må tage kontakt fremadrettet.

Dermed kan de heller ikke sende mail med tilbud.

- De ville være fint, lyder det fra Nadia Mathiesen.

Jeg finder de gode tilbud i byen

Jan Andersen fra Vodskov har fået mail fra teleselskaber, forsikringsselskaber og banker. Og det er han træt af.

- I dag fik jeg en fra et bilfirma, som jeg engang købte en Suzuki af. De skriver de til mig, at de ikke må kontakte mig mere. Og jeg tænker, at det er da egentlig meget skønt. Så bliver der ryddet op i tingene.

Han er ikke bange for at gå glip af de gode tilbud, hvis virksomhederne holder op med at kontakte ham.

- Næh, nu bor jeg i en by, hvor der er en rigtig god gågade. Det er der, man får de gode tilbud. Jeg vil hellere gå en tur i byen for at finde dem end at gå på nettet, siger han.

Det er skræmmende

Matthias Nielsen fra Aalborg tæller. Han har modtaget fem - seks mail om de nye regler inden for halvanden uge. Blandt andet fra Dansk Bold Union, DBU, musiktjenesten Spotify og tøjkæden H&M.

- Jeg har bare sagt ja. Men det kan da godt være at man lige skulle til at læse det lidt igennem, det de sender ud til mig.

Selvom Matthias Nielsen ikke har taget sig tid til at læse sine mail om persondataforordningen, han har fået, er han faktisk en smule bekymret for den teknologiske udvikling.

- Det er skræmmende, at man kan sidde og snakke med sine kammerater ved sin computer, også popper der noget op, som man måske har snakket om. Men det er nok den vej, verden går henad nu.