I titusindvis af danskere med gæld til det offentlige skal have nye skattekort med en lavere trækprocent som en konsekvens af de voldsomme problemer med Skats it-system, Et Fælles Inddrivelsessystem (EFI). Det skriver Finans.
Skat trak tirsdag stikket på EFI, efter at Kammeradvokaten har konkluderet, at Skats inddrivelse på flere punkter er ulovlig.
Det gælder blandt andet på området for lønindeholdelse, hvor systemet ifølge Kammeradvokaten i visse tilfælde tilbageholder flere penge hos skyldnere end varslet og besluttet.
Skats presseafdeling bekræfter over for Finans.dk, at beslutningen om at slukke for EFI har den konsekvens, at skyldnere, som Skat foretager lønindeholdelse overfor, nu kan se frem til at få tilsendt et nyt skattekort med lavere trækprocent.
Dermed kan de se frem til at få flere penge udbetalt.
Ifølge Skats presseafdeling vil de nye skattekort blive sendt ud »hurtigst muligt og inden en måned«. Skat er ikke i stand til at sige, hvor mange skyldnere, der nu slipper for at afdrage på gælden via lønindeholdelse, men i maj 2014 foretog Skat ifølge Rigsrevisionen lønindeholdelse over for 80.000 danskere.
/DR Nyheder/