Knap er blækket tørt på en politisk aftale, der skal give danskerne billigere strøm, før en ny stigning slår igennem.
Sidste uge blev det besluttet, at der fra nytår skrues helt ned for elafgiften - i et halvt år.
Det kan spare en gennemsnitsfamilie knap 300 kroner hver måned på elregningen fra januar til juni.
Men på samme tidspunkt bliver mange danskeres el også lidt dyrere.
Lige for tiden får de fleste elkunder nemlig besked om, at der er en anden type prisstigning på vej.
Alle betaler det
Det er den såkaldte nettarif - også kaldet en transportbetaling - som sættes i vejret mange steder.
Det er den del af regningen, som går til de lokale elnetselskaber for transportere strømmen helt ud i stikkontakterne.
Den rammer alle, for nettarifferne skifter i løbet af døgnet, uanset om man ellers betaler for sin el med en variabel aftale eller med fast pris.
Prisen er dog forskellig, alt efter hvor man bor i landet. Men de fleste steder stiger den fra 1. januar.
Især hæves den i aftentimerne, hvor flest mennesker bruger strøm til at lave mad, se fjernsyn, spille computer eller bare tænde lyset.
Det viser et overblik, DR Nyheder har lavet.
Besparelser ædt op igen
Nogle steder lægges den kun en håndfuld øre per kilowatt-time til. Det vil kun flytte regningen marginalt.
Men for andre er der tale om forhøjelser, som nemt kan løbe op i 100 kroner om måneden for en husstand.
Dermed bliver en stor luns af besparelsen fra elafgiften ædt op igen.
Det gælder særligt i København og det meste af Sjælland, hvor kunderne betaler nettarif til søsterselskaberne Radius og Cerius.
Her stiger priserne markant til nytår, fordi det er blevet dyrere at drive elnettet.
- Vi skal bruge strøm til at dække det tab, vi har i vores ledningsnet. Og når strømprisen stiger, så stiger vores omkostninger også, siger Knud Pedersen, der er formand for bestyrelsen i begge selskaber.
De fleste elkunder kan nok genkende, at el er blevet meget, meget dyrere. Det rammer også elnetselskaber som Radius og Cerius, som så må sende regningen videre, forklarer han.
- Det er en direkte driftsomkostning, som er nødvendig for at drive nettet. Der er et 1:1-forhold mellem vores omkostninger og det, kunderne kommer til at betale, forklarer Knud Pedersen.
Dyrt om dagen - billigt om natten
Radius og Cerius gør dog også noget nyt med deres tariffer.
Mens prisen stiger kraftigt i det meste af døgnet, falder den faktisk om natten - mellem midnat og 06.
- Nogle timer bliver det billigere for kunden, og i andre timer, hvor vores net er mest belastet, bliver det dyrere, siger Knud Pedersen.
Prismodellen afspejler, at der er mest pres på elnettet - og de højeste priser - om aftenen, hvor der er flest apparater i gang.
Med det nye tiltag håber firmaerne, at de kan få kunderne til at flytte noget af deres strømforbrug - for eksempel tøjvask og opladning af elbiler - væk fra den pressede periode og ud til døgnets små timer.
- Det betyder så, at det samlede forbrug ikke stiger helt så meget, der hvor det er mest belastet. Dermed sparer vi omkostninger til at udbygge elnettet - til fordel for os alle, siger Knud Pedersen.
"Positivt - men socialt skævt"
I Forbrugerrådet Tænk ser chefkonsulent Vagn Jelsøe positivt på den nye model.
Ifølge ham er det en god idé, hvis man kan få jævnet strømforbruget mere ud over døgnet, som Radius og Cerius lægger op til med de nye priser.
- Hvis man har mulighed for at udnytte variationen i døgnet, så vil der være penge at spare, siger Vagn Jelsøe.
Han bemærker dog også, at det ikke alle, der har lige nemt ved det.
- Mulighederne er desværre socialt skæve. Hvis man bor i en lille lejlighed og vasker på et møntvaskeri og hverken har opvaskemaskine eller elbil, så har man ikke ret store muligheder for at flytte sit elforbrug.
- Hvis man bor i et hus med opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler og måske en elbil, så har man ret gode muligheder for at udnytte de besparelsesmuligheder, siger Vagn Jelsøe.