3.150 kroner.
Det er den samlede stigning i månedslønnen, som 50.000 chauffører og andre ansatte på transportområdet kan se frem til over de næste to år.
Det fremgår af en ny overenskomst, som torsdag er lagt frem af 3F Transport og Dansk Industri.
Det er dels fra et løft i selve lønnen. Det er sat til 6 kroner mere i timen nu og yderligere 5,75 kroner fra 1. marts næste år.
De ansatte får desuden to procent mere i pension, så arbejdsgiveren fremover betaler ti procent, mens medarbejderen kun behøver lægge to procent selv. Før gav arbejdsgiveren otte, og de ansatte skulle bidrage med fire procent.
Oven i det får de to procent mere i den såkaldte fritvalgskonto, så den stiger til i alt ni procent. Det er en ordning, der kan bruges til at holde fri, tage omsorgsdage, spare op til pension eller at få mere udbetalt.
3F: Reallønnen er sikret
Samlet set giver det altså omkring 3.150 kroner mere om måneden, når vi når frem til foråret 2024.
I grove træk svarer det til, at lønnen får et løft på omkring 11-12 procent, når alting er regnet med, bekræfter 3F Transport-formand Jan Villadsen, der har forhandlet på lønmodtagernes vegne.
Det sikrer dermed de ansattes realløn, siger fagforeningen.
Det betyder, at lønnen i løbet af de to år indhenter den tabte købekraft fra de store prisstigninger på mad, energi og meget andet.
- Med den lønstigning forventer vi, at transportansatte igen kan fylde det samme i kurven i supermarkedet, som de kunne for godt et år siden, siger Jan Villadsen, formand for 3F Transport, i en pressemeddelelse.
Hos 3F's modpart, arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri, kalder man overenskomsten for en dyr, men ansvarlig aftale for arbejdsgiverne og samfundet.
- Fra arbejdsgiverside har vi strakt os økonomisk langt i et ansvarligt forsøg på at sikre ro på arbejdsmarkedet. For i usikre tider er en konflikt det sidste som Danmark og danske virksomheder har brug for, siger Kim Graugaard, der er vicechef i Dansk Industri.
Ud over lønstigningerne er der også laver aftaler om bedre muligheder for uddannelse og for at blive faglært. Der lægges også op til, at arbejdsugen kan omlægges, så både lørdag og søndag kan blive til normale arbejdsdage.
40 timers forhandlinger
Aftalen er kommet i hus efter afsluttende forhandlinger, der har varet 40 timer - altså mere end halvandet døgn.
Her har parterne - fagforeningen 3F på den ene side og arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri på den anden - kæmpet for at finde det rigtige niveau for løn og andre vilkår i overenskomsten.
Overenskomsten for transporten er da også særligt vigtig. Den er nemlig en såkaldt gennembrudsaftale.
Det betyder, at den giver et billede af, hvordan lønudviklingen bliver for de omkring 170.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked, der modtager det, man definerer som normalløn, forklarer Katrine Overgaard Eilsø, som er erhvervsredaktør i DR.
- Den her aftale er strømpil for normallønsområdet - ligesom industriens forlig danner grundlag for alt indenfor minimallønsområdet, siger hun.
Normalløn betyder, at hele lønnen bliver aftalt i overenskomsten.
Med aftalen på transportområdet fastsættes de ansattes løn, og der dermed ikke efterfølgende forhandles en højere lønstigning lokalt. Det samme gælder blandt andet for rengøringspersonale og ansatte i fødevareindustrien.
- De (lønmodtagere på normalløn, red.) kan regne med, at deres løn kommer til at flugte nogenlunde med det, der bliver præsenteret i dag, siger Katrine Overgaard Eilsø.
Afstemningerne om overenskomsterne, herunder den på transportområdet, ventes at starte i april.
Inden da mangler der fortsat aftaler for blandt andet byggeriet og for slagterierne og resten af fødevareindustrien.
Vil du høre mere om overenskomster? Så se vores explainer herunder: