Ny EU-lov skal stoppe snyd med bilers forurening

Det skal koste op til 30.000 euro, hver gang en bilfabrikant forsøger at skjule udledning, lyder forslag.

EU-landene bør fremover pålægges at teste mindst 20 procent af de bilmodeller, der kom på markedet i landet året før. (Arkivfoto) (Foto: © YVES HERMAN, Scanpix)

EU-Parlamentet har tirsdag vedtaget en stribe tiltag, der skal forhindre nye sager om snyd med bilers forurening.

Der er tale om en direkte reaktion på skandalen om Volkswagen.

Den tyske bilgigant blev i 2015 afsløret i at have udstyret millioner af biler med en snydesoftware. Formålet var at skjule bilernes egentlige udledning af de farlige NOx-gasser.

- Parlamentet har meget, meget klart tilkendegivet, at vi ikke vil have en ny skandale. Vi er villige til at sikre, at lovgivningen bliver markant strammere, siger Christel Schaldemose, der er parlamentsmedlem for Socialdemokratiet.

Hun er også medlem af det undersøgelsesudvalg, som i EU-Parlamentet har haft til opgave at kulegrave skandalen.

Test af flere biler

Ved tirsdagens samling i Strasbourg har parlamentsmedlemmerne lagt op til en skarp optrapning af kontrollen med bilers udledning af farlige gasser.

- Det vil både være, når de skal godkendes, og når de efterfølgende kører på vejene, siger Christel Schaldemose.

Helt konkret anbefaler parlamentet, at EU-landene fremover pålægges at teste mindst 20 procent af de bilmodeller, der kom på markedet året før.

EU-Parlamentet vil desuden øge EU-Kommissionens forpligtelse og bemyndigelse til at gribe ind.

Det skal blandt andet ske ved at placere ansvaret for området hos en enkelt kommissær og under et enkelt generaldirektorat.

Kompensation til bilkøber

Samtidig er det også på tide, at bilkøbere, der er berørt af Volkswagen-skandalen, modtager økonomisk kompensation, lyder det fra parlamentarikerne.

De ønsker ligeledes at skrue voldsomt op for straffen til bilfabrikanter, der snyder med testresultater. Forslaget lyder på bøder på op til 30.000 euro per køretøj.

Christel Schaldemose havde håbet på, at et flertal af hendes kolleger tirsdag ville være gået med til at forslå oprettelsen af et EU-agentur til at kontrollere biler.

Men et snævert flertal valgte at forkaste det forslag.