Der er lagt op til endnu en historisk dag i Retten i Glostrup, hvor danmarkshistoriens største bedragerisag blev skudt i gang i mandags.
For i dag er det forventningen, at sagens absolutte hovedperson, Sanjay Shah, indleder sin forklaring og dermed for første gang i en dansk retssal sætter ord på, hvordan det lykkedes ham at hive milliarder af kroner op af statskassen.
Shah står nemlig tiltalt for at have lænset den danske skattekasse for astronomiske ni milliarder kroner i refusion af udbytteskat.
Derfor er han udpeget som hovedmanden i den såkaldte udbyttesag, hvor udenlandske storsvindlere ifølge de danske myndigheder har plyndret Danmark for 12,7 milliarder kroner.
Sanjay Shah har selv erkendt, at han har hevet de ni milliarder kroner ud af statskassen og risikerer op til 12 års fængsel, hvis han findes skyldig i 'groft bedrageri under særligt skærpende omstændigheder'.
Han går dog efter en pure forfrindelse, da han 'udnyttede et hul i loven', har han tidligere forklaret.
Og når han forventeligt over middag i dag sætter sig i vidneskranken, så er der ifølge DR Nyheders erhvervskorrespondent, Jakob Ussing, rigtig god grund til at følge med.
Herunder følger fire af de væsentligste grunde til, at du ifølge Jakob Ussing skal spidse ørerne og lytte nøje med, når Sanjay Shah forklarer sig for første siden sin udlevering til Danmark.
En forklaring, der er sat til at vare fire fulde retsdage.
Hvorfor mener Sanjay Shah, at han er uskyldig?
- Sanjay Shah har tidligere forklaret, at han og ”kunderne” i hans system har modtaget de godt ni milliarder kroner, men han har holdt fast i, at det er sket på helt lovlig vis, og at der dermed blot er tale om, at han har udnyttet et hul i lovgivningen.
- Vi ved også, at han havde fået en række juridiske vurderinger fra advokathuse, som Shah utvivlsomt vil bruge i sit forsvar.
- Hvad han ellers vil forklare om, hvorfor han mener, at det var lovligt, bliver helt centralt for sagen, siger Jakob Ussing.
Har han nogle esser i ærmet?
- Hans ene forsvarer Mikael Skjødt har oplyst, at Sanjay Shah mener, at han har været i god tro i forhold til lovligheden af handlerne, og det er forsvarets plan at ”bestyrke det med andre ting”, som vil komme frem i løbet af retssagen.
- Men hvad disse andre ting er, ved vi ikke endnu. Det er et åbent spørgsmål, hvor langt vi skal frem i retssagen, før vi bliver klogere på det, siger erhvervskorrespondent Jakob Ussing.
Hvor er pengene?
- Anklagemyndigheden går efter at konfiskere mere end 7,2 milliarder hos Sanjay Shah, hvis han bliver dømt skyldig, fordi det ifølge anklagen er de penge, som Sanjay Shah selv har fået ud af det.
- Men foreløbigt har politiet kun beslaglagt værdier for cirka tre milliarder kroner i udbyttesagen - langt størstedelen relaterer sig direkte til Sanjay Shah. Hvor de resterende over fire milliarder er henne, ved vi ikke.
- Så det bliver meget spændende at høre, hvad Sanjay Shah svarer på det spørgsmål, når han forventeligt bliver spurgt til det på et tidspunkt i løbet af retssagen, siger DR's erhvervskorrespondent.
Sætter han lup på nogle nye navne, vi ikke har hørt om før?
- Retssagen vil løbende gøre os klogere på de præcise roller, som forskellige ansatte har spillet i Shahs system. I selve Shah-sagen var der kun én yderligere tiltalt, nemlig Shahs løjtnant, Anthony Mark Patterson, der allerede har tilstået og har fået en dom på otte års fængsel for medvirken til bedrageri.
- Men parallelt med straffesagen mod Shah fører Skattestyrelsen hundredvis af søgsmål verden over for at kradse de mange penge hjem til statskassen – ikke bare fra Shah, men også fra alle andre, der har fået en gevinst ud af at deltage.
- Og her kan der godt dukke væsentlige oplysninger op om nye navne, der ikke er kendt i offentligheden, i løbet af retssagen, siger erhvervskorrespondenten.
DR Nyheder følger naturligvis hele forklaringen i vores liveblog, der går i luften 08.45 i dag på dette link.