Nu kan ejere af 1,7 millioner boliger se deres nye ejendomsvurdering

Skattevæsnet udruller udskældt nødløsning, som boligejere ikke kan klage over.

(© (Grafik) Morten Fogde Christensen)

Nu kan landets boligejere se deres ejendomsvurdering for næste års boligskat.

Du kan slå din adresse op via linket her til vurderingsportalen.dk.

1. januar 2024 træder der nemlig helt nye boligskatteregler i kraft.

Men som DR har afsløret, så når skattevæsnet på ingen måde at sende de endelige, nye vurderinger ud til alle boligejere i år.

Tip os:

  • Har du fået en foreløbig vurdering, der rammer skævt? Skriv til vurdering@dr.dk

Massive forsinkelser betyder, at landets boligejere i stedet skal beskattes af en "foreløbig vurdering", man som boligejer hverken kan få rettet eller klage over før tidligst i 2025, selv hvis der skulle være alvorlige fejl i vurderingen.

Der altså tale om en slags nødløsning for overhovedet at kunne opkræve boligskatterne til næste år, men som eksperter og ejendomsmæglere samtidig kritiserer i skarpe vendinger.

Herunder svarer DR's erhvervskorrespondent, Jakob Ussing, på fem centrale spørgsmål om skattevæsnets løsning, og hvad du som boligejer kan gøre, hvis vurderingen viser sig at være helt forkert.

1

Hvorfor er det en foreløbig vurdering?

- Det er en foreløbig vurdering, fordi udsendelsen af nye ejendomsvurderinger er blevet forsinket igen og igen. Skattemyndighederne er derfor kun i gang med at udsende nye vurderinger for, hvad din bolig var værd pr. 1. januar 2020 og er vel at mærke stærkt forsinket, så det er kun cirka en fjerdedel af de private ejendomme i landet, der har fået sådan en vurdering.

- Først når alle boligejere har fået en 2020-vurdering i løbet af næste år, går myndigheder i gang med udsendelsen af 2022-vurderingerne, der altså er grundlaget for boligskatten i 2024. Ikke én eneste boligejer når derfor at få en rigtig 2022-vurdering i år, og for overhovedet at kunne opkræve boligskat i 2024 har politikerne valgt nødløsningen med at opkræve skat på baggrund af en foreløbig vurdering, siger Jakob Ussing.

2

Hvad får man at vide i den foreløbige vurdering?

- Vurderingsstyrelsen har på forhånd oplyst, at den foreløbige vurdering vil indeholde en foreløbig ejendomsværdi og en foreløbig grundværdi, der bruges til henholdsvis at opkræve ejendomsværdiskat og grundskyld i 2024. Men styrelsen har ikke lagt op til, at alle de oplysninger, der ligger til grund for den foreløbige vurdering, også vil fremgå, siger Jakob Ussing.

3

Hvad skal jeg betale i skat?

- Det får boligejerne først at vide, når forskudsopgørelsen kommer til november. Vurderingsstyrelsen har dog lovet en beregner, hvor man kan indtaste sine foreløbige værdier for ejendom og grund samt sin kommune, hvorefter man får et skøn for boligskatten, der dog er behæftet med usikkerhed. Hvis man står til en skattestigning i 2024, vil man få en skatterabat, der modsvarer skattestigningen, så længe man bliver boende, og vel at mærke ejer ejendommen før udgangen af 2023, siger Jakob Ussing.

4

Hvad gør jeg, hvis den foreløbige vurdering er helt forkert?

- Så risikerer du en fejlbehæftet skatteopkrævning, for et bredt politisk flertal har besluttet, at man hverken kan gøre indsigelse eller klage over de foreløbige vurderinger. I særlige situationer som ved bolighandler vil man kunne bede om at få rettet sin foreløbige vurdering, men det er ikke en ret, som boligejeren har, og det kræver derfor, at Vurderingsstyrelsen er med på at lave en ændring.

- Skatteministeriet har dog svaret Folketinget, at de data, der indgår i vurderingerne, i vidt omfang er personoplysninger. Det betyder, at man som borger qua persondatareglerne har ret til at få urigtige oplysninger berigtiget. Om det vil føre til en ændring af ens foreløbige vurdering, vil dog være op til Vurderingsstyrelsen at vurdere. Igen er det ikke et retskrav, som boligejerne har. Eksperter anbefaler at gøre indsigelse, hvis ens foreløbige vurdering er helt skæv, selv om man ifølge loven ikke har krav på en genoptagelse af ens sag, siger Jakob Ussing.

5

Hvornår kan jeg klage?

- Boligejerne får mulighed for at klage, når de får deres rigtige 2022-vurdering. Det sker tidligst i 2025, men kan også risikere at blive senere, hvis serien af forsinkelser fortsætter med at ramme ejendomsvurderingerne.

Se DR Nyheders erhvervskorrespondent, Jakob Ussing, forklare mere om den foreløbige 2022-vurdering: