De seneste måneder er inflationen buldret afsted og ligger nu på et niveau, vi ikke har set siden 1983.
Flere økonomer har derfor vendt øjnene mod centralbankerne i håbet om renteforhøjelser, da det kan dæmpe efterspørgslen og gøre det dyrere at låne penge - og dermed tøjle inflationen.
Det er dog ikke alle, der har været lige hurtige ude af starthullerne. For selvom den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har hævet renten flere gange i år, har Den Europæiske Centralbank lade vente på sig.
Men det kan være slut nu. For i dag mødes lederne af Euro-landenes nationalbanker for at diskutere en forhøjelse af renten.
Den Europæiske Centralbank har allerede varslet en rentestigning på 0,25 procentpoint - hvilket vil være den første i årevis.
Men ifølge Danske Banks chefanalytiker, Mikael Olai Milhøj, vil det ikke være overraskende, hvis renten ender med at blive hævet endnu mere efter dagens møde.
- Det er så ekstraordinære tider, fordi inflationen er så høj. Det helt store spørgsmål er derfor, om man går med en 0,25 procentpoint, som man plejer, eller om man føler, der er behov for en større renteforhøjelse på 0,5 procentpoint, siger han.
Kan gå lang tid, før inflationen er normal
Normalt holdes inflationen på omkring to procent, men for tiden er den løbet fra os.
Der er nemlig blevet trykket godt og grundigt på den økonomiske gaspedal under coronakrisen, og nu skal håndbremsen altså trækkes.
- Det siger noget om, hvor anderledes en økonomisk situation, vi har fået på meget, meget kort tid. Hvis man tager perioden inden coronakrisen, var problemet det modsatte. Der var inflationen på omkring én procent, men man havde et ønske om at få den op på to. Men på meget kort tid er det vendt fuldstændig på en tallerken, siger Mikael Olai Milhøj.
En forhøjelse af renten vil dog ikke aflaste alle vores bekymringer i forhold til inflationen lige med det samme - derfor kan man stadig forvente et højt inflationsniveau det næste stykke tid.
- Der går en periode, hvor vi stadig vil have høj inflation, før efterspørgslen for alvor vil komme så langt ned, at inflationen kan komme tilbage på et lavt og stabilt niveau.
- Man plejer at sige, at ændringer i pengepolitikken kan tage et til to år, før det slår igennem på realøkonomien, siger Mikael Olai Milhøj.
Derfor skal der også mere til end en enkelt renteforhøjelse, hvis vi vil komme inflationen til livs.
- Det er et skridt i den rigtige retning, men som det ser ud nu, er det langt fra nok til at tæmme inflationen. De hæver renten i dag, men det bliver bestemt ikke sidste gang. Jeg regner med, at de hæver renten igen til september, siger Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank.
Dyrere lån - billigere boliger
Efter finanskrisen har der været en lang periode med rekordlave renter.
Men med de høje prisstigninger og udsigt til rentestigninger fra centralbankernes side, har vi allerede set nogle rentestigninger herhjemme.
Og det kan altså nu fortsætte, hvis Den Europæiske Centralbank hæver renten med mere end 0,25 procentpoint.
- De danske renter også kommer til at stige. Vi har allerede set det, da man har forventet, at dette ville komme til at ske. De danske renter er derfor steget ganske kraftigt siden starten af i år, og det er det, vi får en cementering af i dag, siger Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank.
Chefanalytiker i Danske Bank, Mikael Olai Milhøj, ser dog ikke, at den forventede rentestigning på 0,25 procentpoint vil få den store betydning for de danske boligejere, da markedet allerede har indregnet rentestigningen.
- Man har set, at uanset om man skulle optage et flekslån eller et fastforrentet lån, har alle renter være på et markant højere niveau, end hvad vi har været vant til, siger han.
Forventningen er, at Nationalbanken også vil hæve sin rente lige så snart, Den Europæiske Centralbank gør det. Det sker, fordi vi har fastkurspolitikken, og kronen derfor er bundet til euroen.
Og hvis renten stiger mere end det forventede, kan det især få betydning, hvis man har et lån med en variabel rente, såsom et F-1, F-3 eller F-5 lån, vurderer Søren Kristensen.
- Der er ikke så meget, man kan gøre ved det, men afhængigt af, hvornår du sidst har fået en ny rente, så er der stor sandsynlighed for, at næste gang du skal have en ny rente, vil den være højere - og lånet er dermed blevet dyrere, siger han.
Når renten stiger, bliver dit lån dyrere. Og det vil derfor kunne mærkes på pengepungen - men i det lange løb er der også positive sider.
- For de fleste vil det betyde, at der bliver færre penge, og rådighedsbeløbet skrumper, og det samme vil forbruget. Det er faktisk præcis det, der er meningen med en renteforhøjelse for at suge kraft og saft ud af økonomien og på den måde dæmpe inflationen, siger Søren Kristensen.
Søren Kristensen forklarer også, at vi derfor vil se boligpriserne falde i fremtiden, da de potentielle købere bliver økonomisk svækket.
Den Europæiske Centralbank offentliggør endelige ændringer omkring klokken 14 i dag.