Selv om Novo Nordisk opnåede en lille vækst i omsætningen for 2017, når man regner i lokale valutaer, så er det svært at se på bundlinjen i årsregnskabet.
Det bliver nemlig ført i danske kroner, og derfor bliver de to procents omsætningsvækst spist op af valutamodvind.
En stor del af selskabets salg stammer fra USA, hvor dollarkursen har været faldende og senest røg under seks kroner for første gang i tre år.
I kroner og øre endte omsætningen på 112 milliarder kroner, hvilket svarer til niveauet i 2016.
Tilsvarende opnåede Novo en vækst i resultatet af primær drift på fem procent i lokale valutaer, men omregnet i kroner endte det med en mere beskedne fremgang på én procent til 49 milliarder kroner.
Derudover byder regnskabet på nogle omrokeringer i topledelsen.
Selskabets 68-årige bestyrelsesformand, Göran Ando, har besluttet sig for ikke at genopstille til generalforsamlingen i marts.
Derudover er der rykket rundt i koncerndirektionen, hvor Karsten Munk Knudsen bliver ny økonomidirektør i stedet for Jesper Brandgaard.
Brandgaard skal i stedet være direktør for biofarma-divisionen og den juridiske afdeling.
/ritzau/