Nordea nedskriver for milliarder og varsler stor sparerunde

Banken nedskriver for 7,6 milliarder kroner, fremgår det af selskabets regnskab.

Nordea sætter 1,5 milliarder kroner af til fratrædelser i kvartalsregnskab, der giver et stort underskud. (Foto: © STAFF, Scanpix)

Nordea nedskriver for 7,6 milliarder kroner på it-systemer og udlån. Samtidig hensætter banken 1,5 milliarder kroner til fratrædelsesordninger.

Det oplyser banken i sit regnskab for tredje kvartal, hvor Nordea præsenterer en ny forretningsplan.

I den forbindelse er værdien af it-systemet blevet vurderet lavere end tidligere. Derfor nedskriver Nordea værdien med samlet 5,5 milliarder kroner.

Derudover har banken haft tab på udlån på 2,1 milliard kroner. Desuden har de en udgift på 560 millioner kroner i forbindelse med salget af aktier i den baltiske forretning Luminor. Samlet set løber det op i næsten 10 milliarder kroner.

Det giver samlet set banken et underskud på 3,1 milliard kroner.

Ingen konkrete tal på antal fyringer

Den nye plan forventes samtidig at koste ansatte jobbet, men Nordea sætter ikke konkrete tal på. Der er afsat 1,5 milliarder kroner til fratrædelser.

- Desuden forventes det, at den nye forretningsplan vil medføre en fortsat medarbejderreduktion med tilhørende fratrædelsesordninger, lyder det.

Nordeas presseafdeling oplyser til DR Nyheder, at man alene har sat penge af til fratrædelser. Derfor kan man hverken sige noget om, hvor mange der skal siges farvel til, hvilke afdelinger og lande der bliver beskåret, eller hvornår sparerunden begynder.

Ifølge Nordea skal en ny plan sikre, at den skandinaviske storbank får et øget fokus på kunderne og ved at spare penge og foretage andre initiativer, vil man øge indtægterne.

I en kommentar til regnskabet roser koncernchef Frank Vang-Jensen medarbejderne.

- Jeg har været i Nordea siden 2017, men i min korte tid som koncernchef har jeg haft lejlighed til at møde mange flere kolleger fra forskellige områder i banken. Jeg er imponeret over medarbejdernes ekspertise, deres passion for at betjene vores kunder og deres fælles vilje til at forbedre vores forretningsresultater, siger han.