Dagen efter at det kom frem, at Nordea i Danmark angiveligt er blevet brugt til at hvidvaske milliarder af kroner, kravlede bankens aktie støt opad fra morgenstunden.
Men det skyldes ikke, at investorerne blåstempler eventuelle ulovligheder, der er foregået. Faktisk tværtimod, siger investeringsøkonom Per Hansen fra onlinebørsmægleren Nordnet.
- Nordea blev straffet på markedet, allerede før nyheden kom ud. I går morges skete der det, at et finsk medie meddelte, at man ville afsløre en ny hvidvasksag i Nordea i løbet af dagen. Efter det faldt aktien løbende på grund af uvished om, hvad der ville komme, siger Per Hansen, der forklarer, at den slags uvished virker som gift for et investeringsmarked, hvor rygmarvsreaktionen er nervøsitet på vegne af de investerede penge.
Hvidvask på Vesterbro
I går skrev Berlingske, at Nordeas afdeling ved Vesterport midt i København angiveligt var blevet brugt til at hvidvaske milliarder af kroner.
Sammen med et internationalt netværk af medier har avisen fået adgang til et stort datalæk med detaljer om bankoverførsler, der ifølge avisen viser, at mere end 260 skattelyselskaber og skuffeselskaber havde konti i Vesterport-afdelingen i perioden 2004 til 2014.
Aktier faldt i går
Da aktiemarkederne lukkede sidst på dagen, havde Nordea tabt omkring fire procent. På det tidspunkt stod omfanget af skandalen klart for investorerne, forklarer Per Hansen.
- Beløbet var mindre, end man havde frygtet, og der var så at sige tale om ‘gamle penge’, det vil sige episoder, der ligger lidt tilbage i tid. Og det havde en beroligende effekt, siger investeringsøkonomen.
Ingen ny næring til fald
Da aktiemarkederne slog dørene op her til morgen, begyndte Nordea-aktien at kravle op igen trods den foregående dags afsløring.
- Investorerne er ikke ligeglade med, om der er foregået noget ulovligt i Nordea, men de ser på, om der er kommet ny næring til historien dagen derpå. Og nej, det kunne de konstatere, at det var der ikke. Derfor ser man, at kursen stiger i dag, siger Per Hansen fra Nordnet, der understreger, at det selvfølgelig kan ændre sig, hvis der kommer nye afsløringer frem i løbet af dagen.