Slagterigiganten Danish Crown kræver markant lønnedgang af slagteriarbejderne i en ny redningsplan, der skal fremtidssikre danske arbejdspladser. Det betyder at medarbejderne på slagterierne skal give afkald på overenskomstmæssige lønstigninger frem til 2018.
De besparelser vil beløbe sig til én milliard kroner i perioden. Og skal gå til virksomhedens almindelige økonomi, oplyser Fødevareforbundet.
Desuden har Danish Crown rejst ønske om, at der i lokalaftalerne ude på slagterierne også indføres en særlig indslusningsløn. Den betyder at nye medarbejdere får 10 kroner mindre i timen end deres kolleger i de første fire år af deres ansættelse.
Kravet om lønnedgang kommer lige midt i de igangværende overenskomstforhandlinger på industriens område.
Nej til lønnedgang
Men på et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde onsdag formiddag har Fødevareforbundet med et rungende nej afvist kravet om lønnedgang fra slagterigiganten.
-Danish Crowns udspil om annullering af lønstigninger og indslusningsløn er visionsløs revolverledelse. Det vil ikke give flere danske arbejdspladser, advarer Fødevareforbundet NNFs hovedbestyrelse
Det oplyser formand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast til DR-Nyheder:
- Vi har besluttet, at vi siger nej til det forslag, der ligger om lønnedgang. Det er der ikke noget nyt i, siger han og fortsætter:
Ikke for enhver pris
- Vi mener, at lønnedgang er perspektivløs. Vi er meget optagede af at sikre fremtiden og lave de langsigtede løsninger, forklarer Ole Wehlast videre.
Men er I ikke nødt til at gøre noget og sige ja til alle gode ideer inden jobbene stille og roligt forsvinder?
- Jo, men ikke for enhver pris. Vi vil gerne sikre, at der er job i slagteribranchen ud i fremtiden. Og det mener vi faktisk, at der er rigtig mange, som gerne vil. Det ser vi blandt andet i de vækstpakker regeringen er kommet med.
Investering i fremtiden
- Men lønnedgang har ikke på noget tidspunkt bevist, at det har bevaret én eneste arbejdsplads. Og så vil jeg tilføje at slagteriarbejderne ikke har fået lønstigninger siden 2009, og alligevel er det ene slagteri efter det andet blevet lukket, siger forbundsformand, Ole Wehlast.
Mens kravet om lønnedgang bliver mødt med et nej, så falder et andet af Danish Crowns forslag i god jord.
- Vi siger til gengæld ja til, at medarbejderne investerer i at sikre deres job i fremtiden med cirka én milliard kroner om året over 10 år, siger forbundsformanden.
Forpligter sig til slagtning i Danmark
Forslaget fra Danish Crown går ud på, at medarbejderne på de fem slagterier over en 10-årig periode låner svineavlerne fem procent af deres løn mod at få garanti for, at få de forrentede penge løbende igen, når de 10 år er gået.
Pengene skal svineavlerne kunne låne til nye svinestalde, så antallet af slagtesvin kommer op igen og arbejdspladserne dermed bevares. Men så skal landmændene også forpligte sig til, at svinene slagtes på danske slagterier.
- Det siger vi til gengæld ja til, siger Ole Wehlast.
- Det er en investering i at sikre medarbejdernes job i fremtiden. Det betyder, at de alt i alt skal investere én milliard kroner om året over de 10 år, siger forbundsformanden.
- Og det vil kunne øge produktionen af slagtesvin, siger Ole Wehlast, formand for Fødevareforbundet, NNF til DR Nyheder.