Vi har hørt det før - at flere og flere handler på nettet. For sådan har det været snart sagt hvert eneste år, siden nethandel for alvor tog fart i oo'erne. Og nu er den her igen: Nethandel slår endnu en gang nye rekorder.
Sidste år købte flere af os varer på nettet end nogensinde før. Ligesom vi også brugte flere penge på net-indkøb.
I følge brancheforeningen for internethandel, FDIH, købte vi sidste år varer på nettet for 87 milliarder kroner. Det er en stigning på knap 18 procent alene i forhold til året før.
Mad bestilles hjemmefra som aldrig før Den seneste raket på listen over hvad vi køber på nettet, er dagligvarer:
- Sidste år blev der handlet for 4,4 milliarder kroner på nettet og det er en fremgang på cirka 40 procent i forhold til året før, fortæller direktør i Brancheforeningen for nethandel, Niels Ralund.
Irma.dk er en af de netbutikker der handler med mad, der mærker fremgangen. Gennem de seneste 12 måneder har irma.dk haft en stigning i salget på op til 80 procent, oplyser dagligvarekæden.
Også Nemlig.coms direktør og stifter Stefan Plenge, oplyser, at de vokser eksplosivt.
- Det er en stærkt opadgående kurve. Alene de sidste 3 måneder er vi vokset 25 procent. Så vores ambition om at vokse 50% her i 2016, den tror vi virkelig på er mulig.
Men selv om der er fart på omsætningen, er han ikke meget for at sætte tal på.
- Omsætningstallene er ikke nogle vi offentliggør, men det er i dag et meget, meget stort beløb, siger han. Men Nemlig har endnu ikke leveret et overskud.
Mere vokseværk i vente Det manglende overskud forklarer Stefan Plenge med at det kræver ekstremt store beløb at udvikle sådan en butik på nettet.
- For trekvart år siden flyttede vi ud i nye store lokaler på 36.000 kvm., som gør det muligt at føre selv meget store drømme ud i livet. Så vi tror på, at de næste år kommer til at blive endnu voldsommere rent vækstmæssigt end de foregående år har været, forklarer Stefan Plenge.
Spørgsmålet er hvor stor en del af markedet dagligvare-netbutikkerne vil tage. I dag står de for under fem procent af omsætningen af dagligvarer herhjemme. I følge brancheforeningen er ambitionerne større:
-Vi tror det kommer til at vokse en hel del men det er nok et område hvor man ikke kommer meget over en totalt en 10 % af markedet, spår direktør i Forening for danske Internethandel, FDIH Niels Ralund.
Men Nemlig.coms direktør tør godt sigte endnu højere. Stefan Plenge tror på, at madindkøb på nettet blir større end i supermarekdet allerede indenfor ti år:
-Vi tror på, at dagligvarer på nettet bliver den primære kanal, som folk kommer til at bruge til deres ugentlige indkøb. Simpelthen fordi det er meget mere nemt, det er let og det giver et større sortiment. Så vi er slet ikke i tvivl om, at det er det, der bliver den primære indkøbskanal.