Nationalbankdirektør til spekulanter: Fatamorgana at gå efter kronen

Kronekrigen raser med uformindsket styrke mellem den danske nationalbankdirektør og investorer verden over.

Nationalbankdirektør Lars Rohde forklarer, at de lige nu ikke har overblikket over, hvem der spekulerer mod kronen. (© DR)

Kronekrigen raser med uformindsket styrke mellem den danske nationalbankdirektør og investorer verden over.

Men nationalbankdirektør Lars Rohde klynker ikke over spekulanter, der jagter en hurtig gevinst:

- Vi har frie kapitalbevægelse. Enhver må gøre, hvad de kan, vil og føler, de skal. Det signal, vi prøver at sende er, at det bliver dyrt ( for dem der prøver, red.), og at Nationalbanken har flere instrumenter nede i kassen. Og at vi ikke giver op. At spekulere i at kronen opgiver sin tilknytning til euroen – det er et fatamorgana, lyder den kontante besked.

Pensionsselskaber med i spekulationen

Men de investorer, der lige nu går i danske kroner kan gøre det med forskelligt motiv. Nogen vil gerne tjene en hurtig skilling, mens andre investorer prøver at dække sig af, hvis nu kronen mod forventning, skulle begynde stige voldsomt, fordi båndet til euroen klippes over.

Således er danske pensionsselskaber højst sandsynlig mere eller mindre frivilligt med i krigen mod kronen, lyder vurderingen fra chefstrateg i investeringsbanken Carnegie, Henrik Drusebjerg:

- De danske pensionskasser er nødt til at forsikre sig - selv om de ikke tror på at Nationalbanken vil give slip på kronens værdi - så kan de stadig blive nødt til at forsikre sig, hvis det nu sker. Simpelthen for at sikre pensions opsparernes penge, forklarer Henrik Drusebjerg.

Landets absolut største pensions-pengetank, ATP, havde dog travlt med at italesætte deres opbakning til nationalbankdirektøren, da de fremlagde årsregnskab i sidste uge.

Tillid til fastkurspolitik

På spørgsmålet om hvorvidt ATP tænker i, at den danske krone kapper båndet til euroen lød svaret fra topchef Carsten Stendevad:

- Det er rigtigt, man ser de spekulationer. Typisk fra folk der ikke ved, hvad der foregår i markederne.

- Så lad mig sige følgende: Vi har fuld tillid til den danske fastkurspolitik. Det er i Danmarks interesse. Det er i erhvervslivets interesse. Lønmodtagernes interesse. Boligejernes interesse og investorernes interesse. Pensionskassernes interesse. Alle har en interesse i dén fastkurspolitik, siger Carsten Stendevad.

Ved ikke hvem der spekulerer

Nationalbankdirektør Lars Rohde siger, at de lige nu ikke har overblikket over, hvem der spekulerer mod kronen.

- Vi hører rygter, men det er lidt som at skille det kolde og det varme vand fra hinanden, når man ser på det time for time. Når vi kommer længere frem, kan vi få mere statistik på det og give et mere præcist svar.

Men hvad kan man bruge sådan et information til?

- Man kan bruge den til at at rette sin information. Når vi går sådan forholdsvis kraftigt ud, så er det jo for at forklare både indenlandske og udenlandske investorer, at Nationalbanken har viljen og evnen til at fastholde kronens værdi.

Men kan du bede eksempelvis danske pensionsselskaber om at lade være med at trække penge hjem og sætte i danske kroner?

- Det kunne jeg i princippet godt. Men de skal jo passe deres arbejde og jeg skal passe mit. Så det vi prøver at forklare er, at der er ubegrænset kapacitet. Vi kan lade vatulareserverne vokse og både to, tre fire og femdoble. Hvad der nu skal til, lyder beskeden fra nationalbankdirektør Lars Rohde.