Minister vil stramme loven i kølvandet på Falck-skandale

Det er urimeligt, at Falck maksimalt kan dømmes ude i to år efter lovbrud, mener minister.

- Det en meget alvorlig sag, der desværre også kommer efter en række andre alvorlige sager, som hvidvasksagen i Danske Bank og Atea, siger innovationsminister Sophie Løhde (V)

- Jeg synes ikke, reglerne er stramme nok, som de er i dag.

Sådan lyder det fra innovationsminister Sophie Løhde (V).

Efter sagen om redningskoncernen Falcks ulovlige kampagne mod konkurrenten Bios vil ministeren nu have strammere lovgivning, så kontrakter kan ophæves, hvis en virksomhed dømmes for lovbrud, ligesom dømte virksomheder skal kunne udelukkes fra offentlige udbud i længere tid, end de kan i dag.

- At man kan blive dømt og så bare fortsætte sit samarbejde inden for en kontrakt med en offentlig virksomhed, fuldstændig som om intet var hændt, det, tror jeg, alle synes, er stødende, siger ministeren.

Minister: 'Meget alvorlig sag'

Det var onsdag i sidste uge, at Konkurrencerådet kom med afgørelsen, der slog fast, at Falck handlede ulovligt i kampen mod Bios.

Gennem mails og andre dokumenter viser rådets afgørelse, hvordan Falck i årene 2014 og 2015 med hjælp fra blandt andre kommunikationsbureaet Advice søsatte en såkaldt "masterplan".

Planen skulle gennem skjult spin, negativ pressedækning og en social medie-kampagne eliminere den nye konkurrent på det marked, som Falck sidder særdeles tungt på.

- Det er en meget alvorlig sag, der desværre også kommer efter en række andre alvorlige sager som hvidvasksagen i Danske Bank og Atea, der er dømt for at have bestukket offentligt ansatte, siger Sophie Løhde.

Kan maks dømmes ude i to år

Hvis Falck straffes for brud på konkurrenceloven, så kan virksomheden blive udelukket fra at deltage i udbud i fremtiden.

Loven, som den er i dag, giver dog kun regionerne mulighed for at udelukke Falck fra at byde på deres kontrakter i to år, og regionernes kontrakter med Falck løber i op til fem år frem.

I flere regioner kan Falck altså have udstået sin karantæne før næste udbud. Dermed kan Falck være klar til at byde på næste runde kontrakter.

Ifølge innovationsminister Sophie Løhde er det helt forkert, hvis den maksimale periode med karantæne er så kort, at Falck reelt set ikke dømmes ude som konsekvens af sagen.

- Derfor er vi også nødt til at se på, hvordan vi kan stramme reglerne på området, så vi eksempelvis kan udelukke tilbudsgiver fra at kunne afgive bud på offentlige opgaver, siger hun.

I kølvandet på andre sager mod offentlige leverandører ser ministeren også gerne, at det i fremtiden bliver muligt at annullere kontrakter med straffede virksomheder.

- Der er nu en række sager med virksomheder, der bliver dømt for meget alvorlig kriminalitet, og så har man en række ordrer med den offentlige sektor, som fortsætter, som om intet var sket. Dér er vi nødt til at se på, hvordan man kan afbryde indgåede kontrakter med virksomheder, der bliver dømt for alvorlig kriminalitet, siger Sophie Løhde.

Falcks topchef Jakob Riis frygter ikke stramninger af loven.

- Hvis der er behov for skærpede sanktioner, er det helt fint. Vi er et helt andet sted i dag. De ting der foregik i 2014 og 2015 kommer ikke til at gentage sig i Falck. Det kan jeg garantere, siger Jakob Riis, administrerende direktør.

Ifølge Konkurrencerådet brugte Falck disse metoder til at sværte Bios:

  1. 1

    Etablering og brug af en gruppe på et socialt medie

  2. 2

    Formidling af negative historier om Bios

  3. 3

    Mobilisering af ambassadører for Falck

  4. 4

    Brug af interne nyhedsbreve

  5. 5

    Brugen af stationsledere og tillidsmænd m.fl.