Midt i svære overenskomstforhandlinger: Antallet af udlændinge i byggeriet sætter rekord

Næsten hver femte ansatte i sektoren er kommet til fra udlandet.

Kampen mod social dumping har mange år været et svært punkt for forhandlerne at blive enige om, når der skal laves overenskomster for byggeriet. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix Danmark)

Når der hamres søm i, graves rør ned eller lægges asfalt rundt omkring i Danmark, er det oftere og oftere et par udenlandske hænder, der gør arbejdet.

Sidste år blev der igen sat rekord for antallet af udenlandske ansatte i den danske bygge- og anlægsbranche.

Nu er der i alt 24.655 udenlandske statsborgere ansat i branchen, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er 76 procent flere end for bare fem år siden.

Spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft er meget vigtigt, sagde betonarbejder og 3F-repræsentant Benjamin Noer Larsen på vej ind til forhandlingerne mandag.

Samtidig svarer det til knap hver femte af alle ansatte på området.

Tallene lander, lige midt i at arbejdsmarkedets parter prøver at komme i mål med en ny overenskomst for netop byggeriet.

Der er de seneste uger lavet aftaler for blandt andet industrien, detailhandlen og transportsektoren.

Men som den sidste af de store mangler der stadig byggeriets overenskomst, der også ses som en af de sværeste.

Mandag eftermiddag mødtes Dansk Industri og 3F til nye forhandlinger uden sluttidspunkt om overenskomsten, der sætter rammerne for løn- og arbejdsvilkår for 165.000 ansatte i sektoren.

Frygt for social dumping

Netop udenlandsk arbejdskraft – og hvordan de ansatte uden dansk pas aflønnes – er et punkt, der i årevis har skabt splid mellem arbejdsgiverne og fagbevægelsen.

Og det stigende antal udlændinge gør spørgsmålet endnu mere aktuelt for parterne.

Det fortæller Søren Kaj Andersen, der er leder af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet.

Den høje inflation giver forhandlerne fra både arbejdsgiverne og lønmodtagere en helt anden opgave, siger Søren Kaj Andersen.

- Udenlandsk arbejdskraft spiller en central rolle i byggeriets forhandlinger. Det har været en tilbagevendende problemstilling, at fagbevægelsen i byggeriet oplever, at udlændinge går til lavere løn end danskere, siger Søren Kaj Andersen.

Det gør dem bange for, at de udenlandske ansatte med tiden får alle opgaverne, men med ringe løn og vilkår – noget, der også kaldes ”social dumping”.

Men arbejdsgiverne mener ikke, at det står så slemt til, forklarer forskeren.

- De vil sige, at de har svært ved at se, at der er et problem der, og at det kan godt være, at der er nogen, der ligger lidt lavere lønnet end andre, men det er udtryk for den bevægelighed, der er i lønsystemet.

- Så længe man ikke ryger under mindstesatserne, så vil de jo grundlæggende sige, at tingene er i orden, siger Søren Kaj Andersen.

Delte meninger

DR Nyheder har spurgt både Dansk Industri og 3F om deres kommentarer til de nye tal og håndteringen af udenlandsk arbejdskraft.

Men med henvisning til de forhandlinger, der stadig er i gang, vil de ikke udtale sig om det følsomme spørgsmål.

Der var dog ingen tvivl om, at spørgsmålet fyldte meget, da forhandlingerne for byggeriet blev indledt ved et pressemøde i januar.

Side om side men langt fra hinanden indledte Niels Grøn fra DI og Claus Von Elling fra 3F overenskomstforhandlingerne i starten af januar. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

- Samtidig med at vi får flere ledige medlemmer, kommer der flere udenlandske kollegaer ind i byggeriet. Billigere udenlandske kollegaer. Vores overenskomster slår ikke igennem i lønfastsættelsen for vores udenlandske kollegaer ude lokalt. Og det kommer vi også til at drøfte inde i lokalet, sagde 3F's byggeriformand, Claus von Elling, med rynkede bryn.

Hans modpart på arbejdsgiversiden, Niels Grøn fra Dansk Industri, svarede dog, at der ofte ligger forklaringer bag den lavere løn til de udenlandske ansatte:

- De er for det første yngre end deres danske kolleger. De kommer også ofte med en lavere uddannelse, og i stor grad er de beskæftiget med ufaglært arbejde, lød det fra Niels Grøn.

Vil du høre mere om overenskomster? Så tag vores quiz eller se vores explainer herunder: