Mens gebyrerne på boliglån er steget markant, har Danmarks næststørste realkreditselskab, RealkreditDanmark, de seneste fire år sendt 7,9 milliarder kroner af overskuddet videre til selskabets ejer, Danske Bank.
Det viser en gennemgang af Realkredit Danmarks regnskaber.
Boligejere betaler
Og ifølge ejeren af internetportalen Mybanker, John Norden, er det de danske boligejere, der har betalt regningen via højere gebyrer, der er steget fra omkring en halv procent til halvanden.
- Det er næsten en tredobling af de gebyrer, man betaler i dag, i forhold til bare for fire år siden, siger John Norden.
Betaling for sikkerhed
Pengene er ifølge RealkreditDanmarks direktør, Carsten Nøddebo, betaling for det milliardbeløb, Danske Bank stiller til rådighed for RealkreditDanmark.
- Det der er vigtigst for os, det er at sikre vores kunder lavest mulige renter, og for at kunne gøre det så stiller vi omkring 70 milliarder kroner til sikkerhed for de lån, vores kunder har hos os, siger Carsten Nøddebo.
En slags renter
45-46 milliarder af de 70 ligger i Danske Bank i form af aktiekapital, forklarer Carsten Nøddebo.
- Og du kan på sin vis sige, at udbyttet til Danske Bank svarer til renter for de penge, siger Carsten Nøddebo.