Nykredit skal på Børsen for at skaffe kapital til de lurende kapitalkrav fra EU.
Det er den officielle udmelding fra Nykredit.
Men i dag sår mediet Finans.dk tvivl om den klare udmelding med henvisning til en besked på Nykredits intranet.
DR Nyheder har set beskeden, som er et svar fra ledelsen på Nykredits intranet. Det lyder som følger:
- Vi ved stadig ikke, hvornår og under hvilke vilkår, der kan ske en børsnotering. Markedsvilkårene kan hurtigt ændres, og der kan komme perioder, hvor en notering slet ikke vil være muligt.
Ifølge DR's erhvervskorrespondent, Thomas Svaneborg, er den interne besked ikke opsigtsvækkende.
- Det er et forbehold, der altid vil være, når en virksomhed overvejer at lade sig børsnotere. Selv om det sker sjældent, har vi dog flere gange set, at børsnoteringer bliver opgivet, siger han.
- Det mest kendte eksempel er fra Dong Energy, som skulle have været børsnoteret i 2008. Den gang var finanskrisen på sit højeste, og børsnoteringen blev udskudt netop på grund af udsving på de finansielle markeder.