Masser af farligt legetøj på nettet: Nu vil politikere gribe ind

Mens legetøjet i danske butikker skal godkendes efter EU-regler, så er der næsten frit spil på kinesiske handelssider.

Politikere savner kontrol med internationale handelssider og vil stramme reglerne for handelssider, som sælger varer fra lande uden for EU.

Hormonforstyrrende stoffer, PFAS og små dele, som kan sætte sig fast i halsen.

Det er ifølge flere danske EU-parlamentarikere, hvad forbrugere herhjemme og i resten af EU risikerer at støde ind i, når de handler legetøj på handelsplatforme som for eksempel kinesiske Temu.

For mens en dansk butik, der importerer varer fra tredjeverdenslande, har pligt til at sikre sig, at legetøjet lever op til EU's krav om sikkerhed, så skal handelsplatforme som Temu, Wish og Amazon ikke leve op til de samme regler.

Det skyldes, at platformene bliver betragtet som mellemled mellem for eksempel kinesiske sælgere og europæiske forbrugere. Og derfor kan de ifølge EU's regler ikke stilles til ansvar for de produkter, som de sælger.

Nu vil de fleste spidskandidater til det kommende valg den 9. juni stramme reglerne for handelssider, som sælger varer fra lande uden for EU. Det viser en rundspørge, som DR har lavet.

Det gælder blandt andre Christel Schaldemose, der er spidskandidat for Socialdemokratiet.

- Vi skal stille platforme uden for EU til ansvar for de varer, som de sælger, ligesom vi kræver, at fysiske butikker i EU er ansvarlige for deres varer, siger hun.

Danmarksdemokraternes spidskandidat, Kristoffer Storm, er enig.

- Vi kan jo se, at der kommer meget legetøj fra Asien, som ikke overholder de samme krav, som vi har i Europa, og det skal vi have stoppet. Vi skal være sikre på, at der ikke er legetøj med skadelige kemikalier i Europa.

Mest downloadede shopping apps i 2023

Ifølge tyske Statista, der har specialiseret sig i dataindsamling, var kinesiske Temu sidste år den mest downloadede shopping-app herhjemme.

Appen giver adgang til et kæmpe sortiment af varer fra kinesiske producenter, som bliver solgt til meget lave priser. Men der følger en risiko med, når forbrugerne køber plastik-legetøj til en femmer stykket, træ-rangler til en tier eller tre dukker for en tyver.

Det siger Esben Grønborg Geist, der er konstitueret direktør i Forbrugerrådet Tænk.

- Du risikerer at få noget legetøj, der er farligt for børnene eller indeholder kemi, som vi ikke vil have, at vores børn kommer i kontakt med.

18 ud af 19 stykker legetøj dumpede i test

Hos Dansk Erhverv er chefkonsulent Betina Schiønning enig. Hun kan ikke forstå, at store selskaber som Temu ikke er ansvarlige for de varer, som de sælger til forbrugere i EU.

- Det er unfair konkurrence. De her digitale forretningsmodeller er løbet løbsk.

Når du køber legetøj i fysiske butikker i Europa, så skal butikken sørge for, at varerne lever op til EU's regler. Det samme gælder langt fra for alle udenlandske online-butikker. (Foto: © Dr, DR)

Tidligere i år købte den europæiske legetøjsindustri 19 stykker legetøj hos Temu og undersøgte dem efter europæiske standarder.

Brancheorganisationen kom frem til, at 18 ud af de 19 stykker legetøj var farlige for børn, for eksempel fordi de indeholdt farlig kemi, eller der var risiko for kvælning.

EU-kommissionen har også været ude at advare om store mængder "usikkert legetøj" online, uden at kommissionen ved den lejlighed pegede på nogle bestemte platforme.

Temu har efterfølgende fjernet varerne fra sin hjemmeside, men det er ikke godt nok, mener Betina Schiønning. Hun vil have udenlandske online-platforme til at leve op til de samme krav og regler som europæiske legetøjsforhandlere.

Temu afviser al kritik

Hos Temu afviser man kritikken. Selskabet skriver i en mail til DR, at det har en omfattende kontrol af deres leverandører. De skal dokumentere, at produkterne er testet for at vise, at deres produkter er sikre.

Desuden skal leverandørerne skrive under på en aftale, hvor de garanterer, at deres produkter følger reglerne på de markeder, de retter sig imod.

Temu skriver også, at der forekommer fysisk inspektion med stikprøvekontrol for at sikre, at produkterne matcher beskrivelserne og overholder sikkerhedsstandarder, herunder emballage, etiketter og sikkerhedsmærkninger.

Politikere klar til ny lovgivning

Men de kontroller og garantier giver danske EU-parlamentarikere ikke meget for. De vil have EU til at stramme reglerne og kræver, at udenlandske handelssider som Temu tager ansvar for de produkter, som de sælger til europæiske forbrugere.

- Det er vigtigt, at vi får lavet ens regler i EU, så vi kan stoppe de her varer fra at komme ind i Europa, siger Danmarksdemokraternes spidskandidat, Kristoffer Storm.

Socialdemokratiets spidskandidat, Christel Schaldemose, er helt enig.

- Det skal være sådan, at det er de store online-platforme, som i sidste ende kan stilles til ansvar, når der handles på deres platforme.

Du har jo siddet i EU-Parlamentet i årevis, hvorfor har I ikke gjort noget ved problemet?

- Jeg har faktisk stillet forslag om at tage livtag med de her platforme, men det var der ikke flertal for.

- Men nu stiger internethandelen i flere lande, og jeg får flere henvendelser fra kollegaer, som begyner at få øjnene op for problemet, så jeg er sikker på, vi nærmer os en mulighed for at få flertal efter valget.