Danish Crown har netop meldt ud, at de fyrer 250 slagterimedarbejdere.
Fyringerne går hårdest ud over slagteriet i Ringsted, hvor 81 fastansatte medarbejdere mister jobbet, men der er tale om fyringer over hele landet.
Færre svin
Det sker som en konsekvens af, at landbruget er i knæ og dermed giver mindre travlhed på slagterierne.
- Vi har sagt farvel til nogle medarbejdere, fordi der er for få grise, der skal slagtes, fortæller Anne Villemoes, kommunikationsdirektør i Danish Crown.
Nu eller senere
Hun forsvarer fyringerne med, at det er nødvendigt at handle i tide, når virksomheden har for mange ledige hænder lige nu.
- Hvis ikke vi agerer økonomisk ansvarligt, så vi er med til at fremtidssikre de danske arbejdspladser, så agerer vi simpelthen ikke økonomisk ansvarligt og voksent i denne situation, siger Anne Villemoes.
Danish Crown siger i alt farvel til 500 medarbejdere, men halvdelen af disse er ferieafløsere, hvis afsked var planlagt.
Salamimetoden på slagteriet
Fællestillidsmand Tom Jensen fra Danish Crown i Esbjerg, der mister 65 kolleger fortæller, at det skaber utryghed.
- For et par år siden tabte vi aftenholdet og nu skubber man 65 ud. Der er jo lidt salamimetode over det, så det skaber lidt usikkerhed blandt mine kolleger hernede og giver ikke det bedste arbejdsklima, siger han.
Salamimetode vil sige skridt for skridt - eller skive for skive.