Julehumøret var i top, da de ansatte på hospitalet St. Joseph Health Center i Toronto, Canada, sidste år fik ny pensionskasse.
Det store pensionsselskab for ansatte i den canadiske sundhedssektor, Hoopp, havde opslugt en række mindre pensionskasser.
Det betød, at flere end 2.500 ansatte på St. Joseph Health Center skulle flytte over til Hoopp, hvor de samtidig fik stillet en langt bedre pensionsordning i udsigt.
- Med Hoopp fik man højere afkast på sin pension, og ved dødsfald er din ægtefælle godt sikret i Hoopp, siger Marcel Jreige, der er anæstesi-sygeplejerske på St. Joseph Health Center.
- Alle var glade for at komme over i Hoopp, og jeg havde flere kollegaer, som udskød deres pension, så de kunne få flyttet deres pensionsordning over i Hoopp, inden de forlod arbejdsmarkedet, fortæller den 42-årige sygeplejerske.
Udbyttemilliarder fra Danmark
I dag - mindre end et år senere - er Marcel Jreige mere loren ved sin nye pensionskasse, der med 350.000 medlemmer og over 400 milliarder kroner under forvaltning er blandt de ti største pensionskasser i Canada.
Hoopp, som er en forkortelse af Healthcare of Ontario Pension Plan, er nemlig blevet stævnet af den danske stat for knap 900 millioner kroner.
Pengene stammer fra en udbyttefidus, hvor Hoopp i samarbejde med storbankerne JP Morgan, UBS, Merrill Lynch, Barclays og Deutsche Bank har fået dansk udbytteskat refunderet for aktier, som pensionskassen ifølge de danske myndigheder ikke har været ejer af.
Papirer, som DR Nyheder har set, viser, at bankerne har flyttet rundt på store portioner aktier omkring den dag, hvor store danske selskaber har udbetalt udbytte til sine aktionærer.
Dermed kunne Hoopp på grund af en skatteaftale mellem Canada og Danmark tilbagesøge dansk udbytteskat og høste en gevinst.
Overskuddet delte de involverede parter - herunder Hoopp - med hinanden, fremgår det af papirerne.
- Det har jeg det virkelig skidt over. I værste fald er det jo én af forklaringerne på, at Hoopp er blevet så stor og har været så succesfuld; at den har spekuleret i andre landes udbytteskat, siger Marcel Jreige.
Marcel Jreige er glad for at være canadier, men det slår ridser i stoltheden, når en stor canadisk pensionskasse er indblandet i en stor sag om udbytteskat i Danmark, forklarer han.
- En investering bør ikke drage fordel af et smuthul i skattelovgivningen i et andet land. Man kan diskutere lovgivningen og etikken i det her.
- Men jeg synes, det sætter Hoopps medlemmer i et dårligt lys. Det sætter Canada i et dårligt lys. Jeg håber virkelig, den her sag bliver løst hurtigt.
2,2 milliarder kroner
Den danske skatteforvaltning opdagede uregelmæssighederne i udbetalingerne til Hoopp, da der i 2015 blev lukket ned for hele refusionsområdet. Det skete, efter det blev kendt, at Danmark havde været udsat for et omfattende svindelnummer, der i dag menes at have kostet skatteyderne 12,7 milliarder kroner.
Men selv om tilbagebetalingerne af udbytteskat blev sat i bero, strømmede der stadig bunkevis af anmodninger om tilbagebetaling af udbytteskat ind i Skats lille udbytteafdeling i Høje Taastrup.
Og det var i de bunker, at navnet på en canadisk pensionskasse flere gange poppede op: Hoopp.
I alt har Skattestyrelsen afslået refusioner af udbytteskat til Hoopp for 1,3 milliarder kroner.
Samtidig kræver Skattestyrelsen altså 894 millioner kroner retur for tidligere refusioner af udbytteskat. Den sag verserer ved Østre Landsret.
Hoopp afviser at betale pengene og kører samtidig en sag ved Landskatteretten, hvor pensionskassen gør krav på de knap 1,3 milliarder kroner, som Skattestyrelsen har afvist at overføre til den canadiske pensionskasse.
I alt handler striden med Hoopp om 2,2 milliarder skattekroner.
- Hoopp fulgte loven og procedurerne i den dansk-canadiske skatteaftale, og burde være berettiget til at få refunderet udbytteskatten, skriver HOOPP i et svar til DR Nyheder.
Vil rejse sagen over for bestyrelsen
- Vi er sundhedsarbejdere. Vi er ansatte i den offentlige sektor. Og så er det altså svært at se sig selv i øjnene, når vores pensionskasse laver denne type handler. Jeg ved ikke, hvad der er lovligt eller ulovligt i den her sag. Men selv hvis der er et hul i lovgivningen, synes jeg ikke, det er i orden, siger Marcel Jreige.
Han håber på, at sagen vil få mere offentlighed i Canada og planlægger selv at gå til bestyrelsen og afkræve svar på, hvad det egentlig er for investeringer, Hoopp involverer sig i.
- Hvis ikke det bliver bragt op, så gør jeg det selv. Det er også noget, der bør være mere offentlighed om i Canada. Og måske skulle den canadiske regering undersøge, om man kunne vedtage ny regulering, så pensionsfonde ikke kan drage fordel af et andet lands skattehul.
- Det er bare uetisk.