Flere firmaer, som har arbejdet for jord-virksomheden Nordic Waste, kan se frem til at få dækket det beløb, som det konkursramte Nordic Waste skylder dem.
For USTC-koncernen, der har mangemilliardæren Torben Østergaard- Nielsen i spidsen, har oprettet et selskab, som udelukkende har til formål at opkøbe tilgodehavender hos private firmaer, der har arbejdet for Nordic Waste.
Hermed vil selskaberne altså få betaling for deres arbejde for milliardærens konkursramte jordrensnings-virksomhed i Ølst i Randers Kommune.
Men pengene kommer med et krav - firmaerne må ikke fortælle om den økonomiske aftale, de indgår med det nye selskab, der slet og ret hedder Selskabet af 12. januar 2024.
Det fremgår af det aftale-brev, flere kreditorer har modtaget, og som DR har indblik i.
- Parterne forpligter sig at holde denne aftale fortrolig, lyder det.
I papiret fremgår det dog ikke, hvad konsekvensen er ved at bryde aftalen.
Hos det lokale erhvervsråd i Randers er direktøren glad for, at der er udsigt til, at kreditorerne får deres penge. Men han synes, at tavshedsklausulen er mistænkelig.
- Det lugter jo langt væk af, at man forsøger at lukke munden på folk og give dem mundkurv på. Jeg synes ikke, at det ser særlig elegant ud, siger direktør Jens E. Kristensen fra Business Randers.
DR har talt med en række af de mere end 140 virksomheder, der har penge tilgode efter Nordic Waste er gået konkurs.
Ingen af dem ønsker at stå frem med navns nævnelse, fordi de ikke vil risikere ikke at få de penge, der er stillet dem i udsigt.
Flere af dem giver udtryk for, at de ser frem til at få deres betaling, mens andre lukker helt i, når de bliver spurgt til henvendelsen fra Selskabet af 12. janaur 2024 ApS.
Hos Business Randers har direktør Jens E. Kristensen et råd til de af erhvervsrådets medlemmer, som måtte få et tilbud om betaling:
- Vi synes, at de skal tage fat i deres advokat og spørge, hvordan de skal forholde sig til det her.
Herunder kan du se den fulde liste over kreditorer
Tavs milliardær
DR har talt med flere eksperter inden for konkurs- og selskabsret.
De vurderer, at der intet juridisk forkert er i, at man opretter et selskab, der køber tilgodehavender og dermed oparbejder et krav i konkursboet.
- Det er set før, at selskaber bliver oprettet med det formål, men det er ikke almindeligt. Der er dog ikke noget galt i at gøre det, siger Kim Sommer Jensen, der er professor i konkursret ved Aarhus Universitet.
Ekspert i selskabsret fra Copenhagen Business School Søren Friis Hansen stemmer i og uddyber:
- Det er usædvanligt, at man opretter et nyt selskab, som overtager nogle af fordringerne, men det er ikke ulovligt. Inden for selskabet Nordic Waste ville det have været ansvarspådragende på den måde at gøre forskel på kreditorer, men her er det jo i det nye selskab og dets ejere, som bærer tabet.
Så det er altså ikke ulovligt at oprette et selskab, som overtager tilgodehavender, og der er heller intet juridisk galt i at forlange, at aftalen holdes fortrolig.
DR ville gerne have spurgt direktør Henrik Klausen i Selskabet af 12. januar 2024 Aps eller ledelsen i United Shipping & Trading Company A/S, hvorfor selskabet vil betale kreditorernes tilgodehavender.
Og vi ville gerne have haft svar på, hvorfor de kun vil betale, hvis kreditorerne sætter deres underskrift på en aftale, som stiller krav om tavshed. Endvidere har vi spurgt dem, hvad konsekvensen er, hvis en kreditor bryder aftalen om fortrolighed.
Desuden ville vi gerne have haft svar på kritikken fra direktøren for Business Randers.
Men hverken Selskabet af 12. januar 2024 Aps eller USTC har svaret på vores spørgsmål. I stedet har de sendt denne generelle udtalelse via deres presseafdeling:
- Selskabet af 12. januar 2024 Aps er i proces med at købe fordringer af leverandører til Nordic Waste. Formålet er at kunne betale kreditorer, der har hjulpet Nordic Waste med afværgeindsatsen i december. Deres penge er udbetalt eller i proces med at blive det. Som nævnt i pressemeddelelsen 19. januar 2024 drejer det sig om et tocifret millionbeløb.