Mærsk-topchef: Markederne gør det yderst vanskeligt for os

Men man kan ikke udelukkende skyde skylden på verden, siger Mærsks topchef om selskabets dårlige resultat – en halvering i forhold til sidste år.

- Faktum er, at vi forventer et overskud på 3,4 milliarder kroner for året. Når vi ser på udfordringerne, så synes jeg faktisk, at det er et fair resultat, siger Nils Smedegaard Andersen. (Foto: © PATRIK STOLLARZ, Scanpix)

Han er ikke glad, Mærsks topchef, Nils Smedegaard Andersen, efter at han i dag fremlagde resultatet for tredje kvartal.

Indtjeningen er halveret i forhold til sidste år, og det skyldes udviklingen på koncernens markeder - blandt andet overkapacitet og lave priser, sagde han i dag på en telekonference.

- Du kan aldrig være glad, når du tjener mindre end sidste år. Men dette år ser virkelig ud til at blive vanskeligt på grund af de markeder, vi opererer i, siger han.

Optimistisk topchef

Særligt vanskeligt ser det ud i containerindustrien. Her rammer Marsk Line, verdens største containerrederi, det dårligste resultat i meget lang tid.

Alligevel er Nils Smedegaard Andersen optimistisk. Alle forretningsdele tjener nemlig penge:

- Faktum er, at vi forventer et overskud på 3,4 milliarder dollars for året. Når vi ser på udfordringerne, så synes jeg faktisk, at det er et fair resultat, siger han.

Topchefen vil dog ikke udelukkende skyde skylden på "verden", sagde han på telekonferencen.

- Det er en verden med langsom vækst, ingen tvivl om det, men vores reelle bekymring går på, at vi opererer i en shippingindustri, hvor markedet ikke vokser så hurtigt, som forventet. Det er vi nødt til at acceptere.

23. oktober satte A.P Møller Mærsk forventningerne til årets resultat ned med 4,1 milliarder kroner på grund af udviklingen i Marsk Line. Dertil kom onsdagens besked om, at flere medarbejdere vil blive afskediget.