A.P. Møller-Mærsk er på top tre over udenlandske firmaer, der har de største kontrakter med det amerikanske militær. Siden år 2000 er værdien af kontrakterne næsten fordoblet, så de er omkring fire milliarder kroner værd i år, skriver Berlingske Nyhedsmagasin.
En stor del af stigningen skyldes krigene i Afghanistan og Irak. Mærsk har i stor stil hjulpet Pentagon med at transportere materiel og forsyninger både over land og vand.
Kun to ikke-amerikanske firmaer har større kontrakter med Pentagon. Det er de to britiske selskaber BP og BAE Systems, der leverer henholdsvis olie og våbenteknologi.
Fem millioner om året til lobbyister
De gode kontakter med de amerikanske myndigheder bliver plejet omhyggeligt af A.P. Møller-Mærsk. I løbet af de seneste fem år har det danske firma brugt 26 millioner kroner på at påvirke embedsmænd og folkevalgte i og omkring Senatet i Washington.
Det viser en opgørelse fra The Center for Public Integrity. I USA bliver al lobby-aktivitet - i modsætning til i Europa - nøje registreret. Derfor kan man i den amerikanske opgørelse læse, at A.P. Møller-Mærsk i de sidste fem år har hyret lobbyister i 46 sager om forsvar og 89 sager om søfart.