Der er ikke udsigt til, at Norwegians piloter er på vej på vingerne lige foreløbig. Og det ser ikke ud til, at de strejkende piloter og deres arbejdsgiver er ved at nærme sig hinanden.
Det vurderer Andreas Krog, der er luftfartsekspert og redaktør på check-in.dk.
- De står sådan set der, hvor de har stået siden i weekenden, hvor forhandlingerne brød sammen, siger han.
Har hentet arbejdskraft udefra
Luftfartseksperten fortæller, at ledelsen i Norwegian som reaktion på de skandinaviske piloters strejke har sendt sine spanske og britiske fly i luften og har hentet medarbejdere ind fra europæiske selskaber, der lever af at flyve for andre selskaber, for at undgå for mange aflysninger.
- Det er klart, det sætter piloterne under pres. for det betyder, at passagererne kommer af sted, og at deres aktion bliver mindre effektfuld, siger Andreas Krog.
Forventer ikke store sympatistrejker
Det norske fagforbund Parat, som Norwegian Pilot Union er medlem af, har truet Norwegian med at inddrage det europæiske transportarbejderforbund i konflikten.
- Det handler om at få forklaret fagforeningerne og de piloter, der flyver i de fly, der er hentet ind fra England, Portugal og de baltiske lande, at de altså laver strejkeramt arbejde. Så det er en helt klassisk arbejdskonflikt, siger Andreas Krog.
Parat forsøger også at hente opbakning fra en større pilotorganisation, der organiserer 51.000 piloter. Ifølge Andreas Krog er det dog langt fra sikkert, at det vil lykkes at få arrangeret sympatistrejker i stor stil blandt europæiske piloter.
Det er nemlig langt fra alle flyselskaber og piloter, der har en overenskomst.
- Blandt andet har det danske selskab Danish Air Transport, der hjælper Norwegian med et enkelt fly, ikke overenskomst. Så de piloter får Parat og de europæiske pilotorganisationer for eksempel svært ved at nå, siger han.
Branche uden fælles fodslag
Konflikten går i grove træk ud på, at piloterne i Norwegian frygter, at det skandinaviske datterselskab Norwegian Air Norway, som de er ansat i, bliver nedlagt, og at de i stedet bliver tilbudt dårligere kontrakter i et nyt selskab.
Parat har på vegne af Norwegian Pilot Union truet Norwegian med et søgsmål, hvor piloterne vil kræve ansættelse i moderselskabet Norwegian Air Shuttle.
Men den kamp skal de altså ikke nødvendigvis forvente ubetinget opbakning til fra deres europæiske kolleger, vurderer Andreas Krog.
Når man kommer ud i de europæiske hjørner af luftfartsbranchen, så er der nemlig generelt set ikke fælles fodslag i kampen for at sikre piloternes arbejdsvilkår.
- Mange af de selskaber, man har hyret ind, det er nogle lidt cowboy-lignende selskaber fra Portugal og de baltiske lande, som lever af at arbejde for, hvem pokker der nu vil betale for det, siger Andreas Krog.
Ender det med en konkurs?
Han vurderer, at det fortsat er en mulighed, at ledelsen ender med at erklære datterselskabet Norwegian Air Norway konkurs for på den måde at få afsluttet den igangværende konflikt med selskabets knap 700 piloter.
- På et eller andet tidspunkt er denne strejke jo nødt til at slutte. Vi så det også med SAS-strejken i weekenden, hvor SAS endte med at sige: 'Kære medarbejdere: Nu sender I en mail til os, hvor I skriver, om I kommer på arbejde, ellers kan I betragte jer selv som fyret'. Og det fik jo strejken til at slutte, siger han.
På samme måde må man på et tidspunkt forvente en form for reaktion fra ledelsen i Norwegian, vurderer Andreas Krog.
Bestyrelsesformand i Norwegian Bjørn H. Kise har dog tidligere afskrevet planerne om en konkursbegæring som rene spekulationer.
Norwegian beder rejsende om at holde sig opdateret på flyselskabets hjemmeside for at se, hvilke afgange der er berørt af strejken. Alle norske indenrigsflyvninger er aflyst, mens kun få af selskabets indenrigsflyvninger i Sverige og Danmark gennemføres.
De fleste flyvninger mellem de skandinaviske hovedstæder er også indstillet.